Reportage: Copenhell 2025 – Helvedes port står åben, og musikken brøler

Indgangen til Helvede – i solskin og ølskum
Det starter allerede ved foden af Refshaleøen. Bassen fra scenen kan høres som et fjernt tordenbrag, mens folk stimler sammen – klædt i nitter, patches og sort tøj, svedende under læder og kærlighed til metal. Copenhell 2025 er i gang, og festivalens atmosfære føles mere levende end nogensinde. Her er ingen domme, kun fællesskab og horn i vejret.
Langs grusstierne mellem de fire scener dufter det af røg, fadøl og festivalmad. Et sammensurium af dødsmetal, powerballader og grindcore runger ud over øen. Der moshes, der grines, der deles snus og dåseøl i køen til pitten. Copenhell handler om musikken – ja – men også om fællesskabet, ritualet og følelsen af at høre til i et samfund, hvor det ekstreme er normen.
Vores KONCERT-dækning af Copenhell 2025 består af:
Artister i vilkårlig rækkefølge: In Flames, Bullet For My Valentine, Trold, Vulvatorius, King Diamond, BRAT, Kim Dracula, The Cult, Carcass, Exodus, Myrkur, Skunk Anansie, Tetrarch, Soulfly, Dream Theater, Kreator, Within Temptation, Wormrot, Gloryhammer, Koya, Alien Ant Farm, Heaven Shall Burn, Anaal Nakrath, Billy Idol

Kongen vender hjem – King Diamond besætter Helvede
Da King Diamond trådte ind på scenen, var det som at træde ind i en mørk fortælling, hvor hver tone og hvert øjeblik blev iscenesat med en dramatisk intensitet, der kun en legende som ham kan mestre. Festivalens nat blev pludselig til en uhyggelig teatersal, hvor historier om spøgelser, forbandelser og ondskab udfoldede sig i en næsten filmisk oplevelse.
Med hans karakteristiske ansigtsmaling – den ikoniske halvt hvide, halvt sorte maske – og hans teatralske vokal, skabte King Diamond en stemning, der gik langt ud over den sædvanlige koncertoplevelse. Det var som om, man var blevet suget ind i en levende gyserfortælling, hvor musikken var både soundtrack og hovedrolleindehaver.
Bandet spillede med en skarphed og nerve, der fik hver solo til at danse som lyn på himlen, og King Diamonds stemme var både bizar og frygtindgydende, når han skiftevis sang højt og hviskede truende. Nummer som “Abigail” og “Welcome Home” fik publikum til at synge med i kor, næsten hypnotiseret, mens de mørke temaer og komplekse arrangementer fik det til at føles som om tiden stod stille.
King Diamond var ikke kun sanger – han var fortæller, skuespiller og magiker, der med små bevægelser og teatralske pauser styrede publikums følelser som en dirrigent. Det var en koncert, der krævede opmærksomhed og engagement, og det fik han til fulde.
Da koncerten sluttede med den ikoniske “The Eye” steg et øjebliks stilhed op fra publikum, før et kæmpe bifald brød ud. King Diamond havde med sit mørke mesterværk bekræftet, hvorfor han stadig står som en af metalhistoriens største fortællere – en levende legende, der forvandler metal til mørk poesi og isnende drama.
På Copenhell 2025 var hans optræden et af de få øjeblikke, hvor man ikke blot lyttede – man oplevede. En påmindelse om, at metal ikke bare er musik, men også magi.















Skunk Anansie – Rå sårbarhed på scenen
Midt i en festival præget af growl, blastbeats og blodrøde scenelys trådte Skunk Anansie frem som en næsten kontrastfuld kraft – og alligevel passede de perfekt ind. For da Skin, bandets ikoniske frontfigur, trådte op på scenen i skinnende sort latex, stod det hurtigt klart, at dette ikke blot var endnu en koncert. Det var et statement. En manifestation af personlig styrke, kunstnerisk integritet og en stemme, der kunne få både himmel og helvede til at lytte.
Skunk Anansie er ikke klassisk metal, men de besidder den energi, vrede og nerve, som Copenhell-publikummet hungrer efter. Fra det øjeblik de gik i gang med “Charlie Big Potato”, blev man ramt af bandets intense sammenspil – en postpunket, industrielt ladet lyd, hvor hver baslinje og trommeslag føltes som en pulsslag fra en rasende hjerterytme.
Skin var overalt. Hun kastede sig ned blandt publikum, kravlede op ad højttalere, svingede mikrofonen over hovedet som en lasso, og råbte budskaber om politisk modstand, queer-frihed og menneskelig værdighed ud i natten. Da hun fremførte “Weak”, stod mange med lukkede øjne og hånden over hjertet. Det var ikke bare en sang – det var et åbent sår, sunget med en kraft, der kunne løfte en hel plads.
Og netop dér ligger Skunk Anansies styrke: de er ikke bange for at blotte sig. De raser, de bløder, de danser – og det hele sker i direkte kontakt med publikum. Skin talte direkte til os. Ikke som fans, men som medmennesker. Og i det øjeblik føltes Copenhell ikke som en festival, men som et kollektivt hjertekammer.
Da de lukkede med “Little Baby Swastikkka”, eksploderede pladsen i en blanding af jubel, respekt og ægte følelsesmæssig udmattelse. Skunk Anansie havde ikke blot spillet en koncert – de havde løftet os, rusket i os og efterladt os mere åbne, mere vrede, mere levende.
På en festival hvor styrke ofte måles i lydstyrke, beviste Skunk Anansie, at ægte kraft kommer indefra.



















Kim Dracula – Kabaret, freakshow og TikTok-meta
Hvis nogen stadig troede, at metal havde faste rammer, så smadrede Kim Dracula dem fuldstændigt ved deres optræden på Copenhell 2025. For hvad vi blev vidne til den aften, var ikke blot en koncert – det var en lydpsykose, en æstetisk eksplosion og en teatralsk tour de force, der spændte fra crooner-ballade til ekstremmetal på under 30 sekunder.
Allerede før første tone var slået an, blev scenen omdannet til et dekadent dystopisk freakshow. Kim Dracula – draget i noget der lignede et krydsfelt mellem haute couture, goth-punk og japansk horror – trådte ud med en selvsikkerhed, der skreg: I dag er jeres grænser ikke velkomne her. Og det var de heller ikke. Publikum blev hurtigt kastet rundt i et inferno af nu-metal groove, trap-beats, grindcore-breakdowns og falsetklingende musical-fragmenter, hvor ingen kunne forudsige, hvad det næste sekund bragte.
Det hele kunne let være faldet fra hinanden i kaos, men det gjorde det aldrig. Der var struktur i galskaben – og det hele var orkestreret med et showinstinkt, man sjældent ser i moderne metal. Numre som “Make Me Famous” og “Reinf*cktion” fik både TikTok-generationen og de hærdede metalheads til at stå side om side og veksle mellem headbanging og åbenmundet forbløffelse.
Publikums reaktion var lige så fragmenteret og levende som musikken: nogen dansede, nogen råbte, nogen grinede og andre stirrede bare – paralyserede af den overvældende sansestimuli. Men fælles for alle var, at ingen vendte sig væk. Kim Dracula krævede opmærksomhed, og fik den.
Undervejs blev der kastet blomster ud, autotunet vokal blev skiftet ud med brutale skrig, og trommerne lød som en blanding af militærmarch og industriel rave. Og midt i det hele stod Dracula selv – ikke som frontfigur i traditionel forstand, men som en dirigent af det absurde.
Afslutningsnummeret blev leveret som et spoken word-eksperiment, der brat skiftede til en dobbelttempo breakdown, mens konfettikanoner eksploderede i syregrønne farver. Det var vanvittigt. Men det fungerede. Og da stilheden sænkede sig, stod publikum tilbage med følelsen af at have overværet noget helt nyt – og måske lidt farligt.
Kim Dracula leverede en koncert, der ikke bare trodsede genrer – men destruerede dem. En koncert, hvor metal blev til performancekunst, og hvor ingen var sikre. Ikke engang ens fornuft.
















Dream Theater – Arkitekter af komplekst kaos
På en festival hvor brutalitet og rå energi ofte sætter dagsordenen, var Dream Theaters optræden som at træde ind i en katedral af præcision. Deres koncert på Copenhell 2025 var ikke et larmende angreb – det var en arkitektonisk opvisning i teknisk snilde, musikalsk intelligens og følelsesmæssig dybde. Et afbræk fra den primale energi, men bestemt ikke et hvil. Tværtimod: man blev tvunget til at lytte med hele kroppen.
Scenen var nøgtern, lyssætningen stemningsfuld, og da første tone fra “The Alien” rungede ud over pladsen, blev det hurtigt klart, at det her ville blive en rejse. Guitarist John Petrucci fremstod nærmest overjordisk i sin præcision – hver tone, hver sweep-picking og tapping-riff virkede så fejlfri, at det nærmede sig det overmenneskelige. Ved hans side styrede Jordan Rudess keyboardet som en troldmand i et laboratorium af lyd, mens rytmesektionen – Mike Portnoy på trommer og John Myung på bas – leverede et fundament, der skiftede taktart og puls med kirurgisk elegance.
Men det var ikke kun teknisk ekvilibrisme. Når James LaBrie tog mikrofonen, mærkede man følelserne strømme gennem de ellers så præcist komponerede lydmure. Hans vokal bar både længsel og kraft – især på numre som “Pull Me Under” og “The Spirit Carries On”, hvor publikum stod med lukkede øjne og nikkede i takt, som om de var midt i et meditationsritual snarere end til en metalfestival.
Noget særligt udspillede sig under “Metropolis Pt. 1” – et komplekst og legendarisk nummer, der blev mødt med begejstrede hvin fra de prog-elskende dele af publikum. Her bølgede moshpitten ikke frem og tilbage som ellers på festivalen – i stedet vuggede folk i takt med de asymmetriske rytmer, og man kunne næsten mærke deres beundring for bandets evne til at navigere gennem musikalske landskaber, som for de fleste ville ligne ufremkommelige bjergpas.
For nogle festivalgæster var Dream Theater måske en mental udfordring – men for mange var det et højdepunkt, en cerebral og spirituel oplevelse, som adskilte sig markant fra Copenhells ellers fysiske og instinktive udtryk. Det var ikke en koncert, man nødvendigvis headbangede til – det var én, man forsvandt ind i.
Og da de forlod scenen til stående klapsalver og løftede ølkrus, føltes det, som om man netop havde været vidne til noget mere end bare metal. Dream Theater havde givet os en pause fra støjen – uden at skrue ned for intensiteten. Et stilfærdigt, majestætisk højdepunkt.


















Vulvatorious – Feministisk mauled metalstorm
Når et band som Vulvatorius går på scenen, ved man hurtigt, at det ikke bliver en almindelig koncert. Det bliver et frontalangreb – ikke bare på ørerne, men på hele ens verdensbillede. Den danske kvartet, der med stolthed forener black metal, punk og feministisk vrede, leverede en af festivalens mest ufiltrerede og kompromisløse oplevelser. Og det var præcis dét, der gjorde det så kraftfuldt.
Fra første riff blev man mødt af en lydmur, som var både klaustrofobisk og forløsende. Guitaren var isnende kold, bassen lød som om den gravede grave, og trommerne piskede en rytme frem, der fik selv garvede festivalgæster til at stoppe op og vende sig mod scenen. Og så var der vokalen: en guttural, arrig eksplosion, skreget ud med en overbevisning, der ikke bare handlede om stil, men om kamp.
Forsangerens tilstedeværelse var både hypnotisk og konfronterende. Hun skreg ikke bare teksterne – hun kastede dem i hovedet på publikum med en vrede, der føltes ægte, rå og nødvendig. Mellem numrene blev der ikke sagt meget, men det behøvedes heller ikke. Hvert sekund af koncerten var et opråb mod strukturel uretfærdighed, kvindehad og undertrykkelse, uden at det på noget tidspunkt blev prædikende. Det var musik, der krævede reaktion – og publikum reagerede.
Moshpitten blev hurtigt til en rasende, men respektfuld dans. Her blev man ikke skubbet ned, men løftet op igen. Flere kvinder og queerpersoner stod helt forrest – ikke i frygt, men i styrke – og fandt i Vulvatorius et rum, hvor vrede var både tilladt og velkommen. Det føltes som at være vidne til et skifte, en ny bølge, hvor black metal ikke længere kun er mandens domæne, men et våben, der kan smedes om og bruges mod selve systemet.
Koncerten var kort, intens og fuld af uforløst kraft – præcis som den skulle være. Vulvatorius beviste, at ekstrem musik stadig kan være politisk uden at miste sin kant. På en festival, hvor meget handler om volumen og teknik, kom de med budskab og ild i blodet – og brændte sig ind i bevidstheden. Ikke som endnu et navn på plakaten, men som en nødvendighed.



















BRAT – Rå ungdomsenergi på lille scene
På Copenhells mindste scene blev én af festivalens mest eksplosive optrædener leveret af New Orleans-bandet BRAT, som i løbet af få minutter forvandlede et nysgerrigt publikum til en svedende, råbende masse af fans. Deres lyd – en kompromisløs cocktail af hardcore punk, grind og lidt crust for de indviede – var skarp som en kniv og lige så hurtig. Men det var ikke bare brutalitet for brutalitetens skyld. Der var noget personligt på spil.
Forsanger Nastia, der med en voldsom stemme og en attitude som et løstsluppet lyn, stod i konstant kontakt med publikum – ikke ved at tale, men ved at råbe, skrige og være 100 % til stede. Hun vred sig gennem numre med en fysisk intensitet, som om hvert riff var en direkte aflad for noget uforløst. Det føltes nærmest som at overvære en følelsesmæssig eksorcisme pakket ind i blastbeats og distortion.
Sangene kom som korte, præcise angreb – uden fyld, uden pauser. Publikum kastede sig ind i moshpitten med en entusiasme, der virkede langt større end man normalt ser på de små scener. Og det var netop det, der gjorde BRATs koncert til noget særligt: det føltes som en hemmelighed, man var heldig at opdage. Et band, der ikke bønfaldt om opmærksomhed, men krævede den – og fik den.
Flere i publikum stod bagefter og talte om “den vildeste nye energi” og “noget helt andet”. BRAT beviste, at man ikke behøver et kæmpe bagkatalog eller en lang karriere for at levere en mindeværdig festivaloplevelse. Man behøver bare at være ægte, rasende – og spille så hurtigt, at virkeligheden ikke kan følge med.
På Copenhell, hvor ekstremmetal og legender dominerer, leverede BRAT en rå, skramlet og vital påmindelse om, hvorfor undergrunden aldrig må glemmes.















Bullet For My Valentine – Emo-melodi i metalcore-form
Da Bullet For My Valentine gik på scenen, mærkede man med det samme, hvordan energien skiftede gear. Det walisiske band har siden starten været mestre i at blande tung metal med ørehængende melodier, og på Copenhell 2025 viste de, at deres formel stadig fungerer perfekt til at få en festivalplads til at eksplodere.
Fra de første takter af “Tears Don’t Fall” var publikum med på legen. Det var et rent syng-med-kaos, hvor tusinder stemmer flød sammen i et fælles råb, akkompagneret af skarpe riffs og pumpende trommer. Frontmand Matt Tuck var i topform – både vokalt og på scenen, hvor han dirigerede moshpitten med autoritet og smittende entusiasme.
Koncerten var en velbalanceret blanding af det gamle og det nye. Numre som “Waking the Demon” og “Scream Aim Fire” blev leveret med præcision og power, mens nyere sange gav et friskt pust uden at miste den karakteristiske Bullet-for-my-Valentine-kerne. Bandet formåede at skabe en intensitet, hvor hver sang føltes som en personlig invitation til at slippe alle hæmninger.
Selvom Bullet For My Valentine spiller med stadionrockens bredde og nerve, var det tydeligt, at der stadig ligger en punket råhed under overfladen. Det blev tydeligt, da et kæmpe circle pit opstod midt i sættet – et øjeblik af kollektiv vildskab, der fik hele pladsen til at bruse af energi.
Det var ikke bare en koncert – det var en fest, hvor metal og melodi smeltede sammen til et adrenalinkick, som publikum kunne leve højt på længe efter. Bullet For My Valentine leverede på Copenhell 2025 en påmindelse om, hvorfor de stadig er blandt de største navne i moderne metal – fordi de kan både banke igennem og få folk til at synge med i hjertet af helvede.

















In Flames – Melodisk melankoli med svensk stålsikkerhed
Da In Flames trådte ind på scenen, sænkede der sig et mærkeligt vemod over pladsen – som om både himmel og publikum havde fornemmet, at noget dybt og gennemgribende var ved at ske. De svenske pionerer af melodisk dødsmetal har gennem årtier balanceret det brutale og det smukke, og på Copenhell 2025 viste de, at den opskrift stadig kan ramme hårdt og ærligt.
Frontmand Anders Fridén var karismatisk og fokuseret, og allerede fra første tone af “Cloud Connected” blev publikum suget ind i bandets karakteristiske lydunivers – tungt og fængende, men alligevel med noget næsten længselsfuldt i både vokalen og harmonierne. Der var ikke mange ord mellem numrene, men det gjorde kun oplevelsen stærkere: musikken talte klart.
“Only for the Weak” blev et samlingspunkt, hvor tusinder af hænder og stemmer rejste sig i takt. Der var noget sært trøstende i at synge linjer om fortvivlelse, sammen med tusind andre, under den åbne himmel. Og da “Take This Life” rundede sættet af med vild energi og et nærmest elektrisk klimaks, eksploderede publikum i et kollektivt brøl, som om alle følelser fra de seneste fire dage blev kanaliseret ud på én gang.
In Flames formåede at skabe en koncert, der var lige så meget indre rejse som ydre eksplosion. De beviste, at man godt kan stå med tårevædede øjne i et moshpit – og at metal, når det er bedst, ikke bare kan larme, men også hele.





















Alien Ant Farm – En tidsrejse forklædt som fest
Da Alien Ant Farm gik på scenen, var det med den slags underspillede selvtillid, der kun kan komme fra et band, der godt ved, at de sidder på et nummer, som alle – selv de mest hærdede dødsmetalfans – kan synge med på. Publikum var tydeligt delt mellem de nysgerrige og de nostalgiske, men allerede efter første nummer begyndte nakkerne at nikke, og skeptikerne at smile.
Bandet lagde ud med en stram, energisk version af “Movies”, og fra det øjeblik var stemningen cementeret som rendyrket feel-good med distortion. Det var ikke det tungeste, festivalen havde at byde på – langt fra – men det var måske ét af de mest opløftende øjeblikke. Alien Ant Farm spillede med charme og overskud, og det mærkedes, at de havde det sjovt på scenen. Og det smittede.
Og så kom den, selvfølgelig. “Smooth Criminal”. Michael Jackson-coveret, der i 2001 sendte dem ud over MTV-kanten og ind i kollektiv bevidsthed. Fra første guitarriff blev pladsen forvandlet til en kæmpe karaokefest, hvor både unge og gamle skreg teksten ud, mens ølskum blev kastet op i luften og hænderne fulgte rytmen som en refleks. Det var et af de øjeblikke, hvor man glemte, at man stod midt i en festival dedikeret til mørke og støj – og bare overgav sig til glæden ved at høre noget velkendt, velspillet og uimodståeligt catchy.
Alien Ant Farm beviste, at metalpublikummet sagtens kan favne pop-punk og 00’er-nostalgi, så længe det leveres med ægte spilleglæde og respekt for scenen. Det var en tidsrejse, ja – men ikke som flugt fra nuet. Det var en påmindelse om, at musikken vi voksede op med stadig kan sparke dørene ind og bringe os sammen. Også i helvede.




















Within Temptation – Symfonisk magi og følelsesladet power
Da Within Temptation trådte op på scenen, åbnede de dørene til en helt anden verden på Copenhell 2025 – en verden hvor symfonisk metal smelter sammen med filmisk dramatik og dybfølt sangmagi. Den hollandske kvintet har gennem årene opbygget ry som mestre i at skabe store, episke lydlandskaber, og deres optræden denne aften var intet mindre end et storslået eventyr.
Fra den første tone i “Entertain You” blev publikum suget ind i en følelsesmæssig storm, båret af Sharon den Adels klare og kraftfulde vokal, der formåede at balancere både sårbarhed og styrke med en naturlighed, der næsten virkede overjordisk. Hun var ikke bare sanger – hun var fortæller og formidler af historier om håb, tab og oprør.
Bandets lyd var rig og fyldig, med fyldige keyboardflader, dramatisk guitar og en rytmesektion, der vuggede mellem det blide og det bombastiske. Når de spillede klassikere som “Stand My Ground” og “Ice Queen,” var det som om hele pladsen blev omfavnet af et varmt, men alligevel kraftfuldt lydtæppe, hvor publikum både kunne lade sig rive med og finde ro.
Sceneshowet matchede musikkens storhed: lys og visuelle effekter blev brugt med omhu til at understrege sangenes følelser, uden nogensinde at overdøve musikken. I flere øjeblikke skabte Within Temptation næsten en følelse af kirkeagtig tilbedelse, hvor tusinder stemmer steg op i fælles kor og blev til et øjeblik af ren magi midt i festivalens hårde univers.
Koncerten var et perfekt eksempel på, hvordan metal ikke bare er hårde riffs og aggression – det kan også være storslåede historier fortalt med passion og finesse. Within Temptation leverede på Copenhell 2025 en aften, der balancerede det episke med det intime, og viste, at symfonisk metal stadig har en helt særlig plads i hjertet af metalverdenen.
Da de afsluttede med “Mother Earth”, stod det klart: Denne koncert havde ikke bare underholdt – den havde berørt. En smuk påmindelse om metalens evne til at favne alle følelser, også dem der gemmer sig bag hårde facader.













Wormrot – Brutalitetens pulsslag og grindcore i overfart
Når Wormrot gik på scenen på Copenhell 2025, blev det med en intensitet, der fik selv de mest garvede metalhjerter til at slå hurtigere. Singapore-bandet, kendt som grindcorens ubestridte mestre, leverede en koncert, hvor hvert sekund var som et chok af vildskab og teknik i ekstremt højt tempo.
Fra første sekund hamrede trommerne løs med en præcision, der næsten virkede maskinel, mens de knusende guitarer og bassen lagde et kaotisk, men kontrolleret lydtæppe over hele pladsen. Forsanger Arif lavede konstant korte, men knusende vokale udbrud, der balancerede mellem raseri og desperation, og fik publikum til at bryde ud i en eksplosiv moshpit.
Det var grindcore i sin reneste form: kort, brutalt og uden et eneste unødvendigt øjeblik. Numre som “You Suffer” og “Born Stupid” blev serveret i et tempo, hvor det var svært at følge med – men det var netop pointen. Publikum blev kastet rundt i en virvelvind af lyd, hvor grænserne mellem musiker og tilskuer blev udvisket i en fælles oplevelse af total udmattelse og ekstase.
Men midt i den ekstreme hastighed og kaos var der også en tydelig samhørighed. Moshpittet var voldsomt, men præget af respekt og omtanke – en rå, men alligevel omsorgsfuld masse, der sørgede for, at alle kom helskindet igennem. Wormrots optræden var et adrenalinsus, men også et fællesskab, hvor hver enkelt deltager følte sig som en del af noget større.
Med deres kompromisløse grindcore og rå energi bekræftede Wormrot, at ekstremmetal stadig har en puls, der banker hårdt og ubønhørligt. På Copenhell 2025 var deres koncert et rent udtryk for, hvad det vil sige at skubbe metal til dets yderste grænser – og samtidig holde fast i fællesskabets kraft. Et raseri, der løftede festivalens intensitet til et nyt niveau og efterlod publikum både udmattede og euforiske.





Gloryhammer – Episk fantasymetal og skørskab i verdensklasse
Da Gloryhammer indtog scenen på Copenhell 2025, var det som at træde ind i et episk fantasy-univers, hvor sværd, drager og magiske helte fyldte både lyd og scenebillede. Det skotsk-svenske power metal-band leverede en koncert, der var lige dele højoktan metal og overgearet teater, og som fik festivalpladsen til at eksplodere i farver og feststemning.
Frontmand Christopher Bowes og hans besætning spillede med et smil, der tydeligt viste, hvor meget de nyder det, de laver – og publikum kunne ikke undgå at lade sig rive med. Numre som “Angus McFife” og “Universe on Fire” blev leveret med en boblende energi og masser af humor, der fik moshpits til at smelte sammen med begejstrede fællessang og latter.
Sceneshowet var overdådigt med farverige kostumer, LED-lys, røg og selvfølgelig masser af props, der lignede noget taget direkte ud af en fantasyroman. Det var en komplet oplevelse, hvor musikken, tekstuniverset og det visuelle gik hånd i hånd og skabte en magisk verden midt i metalhelvedet.
Selvom Gloryhammer ikke lagde skjul på deres legende tilgang til genren, var musikken solidt håndværk – hurtige riffs, sprøde trommer og stærke melodier, der både kunne få folk til at headbange og grine på samme tid. Deres evne til at kombinere humor med kompromisløs power metal skabte en helt unik stemning, hvor intet blev taget alt for alvorligt, men hvor festen til gengæld var total.
Gloryhammer på Copenhell 2025 var et friskt pust, en farverig undtagelse i en festival fyldt med mørke og tung energi. Det var metal med et glimt i øjet – og en kærlig hyldest til genrens episke fortællekunst. Da de forlod scenen, stod det klart, at både troldmænd og metalfans havde fået en koncert, de sent ville glemme.


















Exodus – Thrashens ubønhørlige stormangreb
Når Exodus træder op på scenen, er der ikke meget pjat. Og på Copenhell 2025 leverede de præcis det, de er kendt for: rendyrket, old school Bay Area thrash med sylespidse riffs, brølende vokal og en aggressivitet, der ramte publikum som en betonblok i ansigtet – og de elskede hvert sekund.
Fra det øjeblik Gary Holt kastede det første riff ud over pladsen, var det som om hele Refshaleøen blev sparket tilbage til 1980’ernes vildeste moshpits. Exodus’ lyd var tør, skarp og nådesløs – ingen fyld, ingen overproduktion. Bare ren thrash-energi i sin mest brutale og levende form.
Steve "Zetro" Souza var i front med et vanvittigt energiniveau og en vokal, der stadig bider fra sig som en rusten motorsav. Han havde publikum i sin hule hånd og sendte dem direkte ind i et hav af cirkelpits, hvor ingen blev skånet – men hvor alle passede på hinanden. Midt i det kaotiske tempo og de brølende omkvæd var det tydeligt, at der stadig hersker en stærk kode i pitten: faldt du, blev du løftet. Thrash-fællesskabet lever.
Klassikere som “Bonded by Blood”, “The Toxic Waltz” og “Strike of the Beast” rystede jorden under publikum. Folk råbte med, kastede horn i vejret og smed hæmningerne over skuldrene som læderveste. Det var musik, der ikke bad om tilladelse – den krævede din opmærksomhed, din sved og din nakke.
Exodus' koncert var en påmindelse om, hvorfor thrash aldrig dør. Det er ikke bare nostalgi – det er stadig vitalt, vredt og nødvendigt. På en festival fyldt med genreblandinger og eksperimenterende navne stod Exodus som en søjle af ren, uforfalsket metalhistorie. Og selvom tiden går, beviste de, at vrede, tempo og tighthed aldrig går af mode.
Exodus på Copenhell 2025 var ikke bare en koncert. Det var en demonstration. En påmindelse om, at thrash stadig lever – og at de ægte mestre stadig kan smadre alt på deres vej.















The Cult – Gotisk elegance og rockens mørke sjæl
Midt i en festival domineret af buldrende metal og ekstrem støj, var The Cult et dragende, atmosfærisk åndehul på Copenhell 2025. Da bandet trådte ind på scenen, blev tempoet ikke nødvendigvis skruet ned – men energien ændrede karakter. Her var det ikke aggressionen, men auraen, der bar koncerten. Og det gjorde den med en mørk elegance, som kun The Cult kan levere.
Ian Astbury, iklædt sort, stoisk og karismatisk som altid, førte an med sin karakteristiske vokal, der stadig rummer både kraft og mystik. Hans stemme svævede over pladsen som røg – dyb, sjælfuld og præget af årtiers erfaring og spiritualitet. Ved hans side leverede Billy Duffy den ene ikoniske guitarlinje efter den anden, og selv de yngste blandt publikum nikkede genkendende, da de første toner af “She Sells Sanctuary” fyldte natten.
The Cult er ikke et band, der råber højt for at blive hørt – de lader sangene tale. Og det gjorde de. “Rain” fik tusindvis af hænder i vejret, mens “Fire Woman” forvandlede festivalpladsen til en dansende, vuggende bølge af nostalgi og fælles kærlighed til rockens mørkere afkroge.
Stemningen var elektrisk, men også respektfuld. Det var tydeligt, at publikum – både de trofaste fans og nysgerrige yngre festivalgæster – vidste, at de var vidne til noget særligt. Et band, der har overlevet tidens tæring uden at miste sin kant eller relevans.
Der var noget næsten ceremonielt over koncerten. En gotisk spiritualitet, hvor musikken blev til et ritual, og hver sang en lille bøn for frihed, kærlighed og oprør. Og netop derfor passede The Cult så perfekt ind på Copenhell – for selv om deres lyd adskiller sig fra det ekstremmetal, der dominerer festivalen, deler de samme kerne: lidenskab, ægthed og kant.
Da bandet lukkede med “Love Removal Machine”, eksploderede publikum i én sidste bølge af energi. Ikke med vildskab, men med eufori. The Cult beviste, at kraft ikke altid måles i decibel – nogle gange i stemning, tilstedeværelse og dyb resonans.
På Copenhell 2025 blev The Cult ikke bare et nostalgisk indslag – de var beviset på, at mørk rock stadig har en vigtig stemme. Og at nogle flammer aldrig slukker, men brænder langsomt og intenst – lige i hjertet.








Myrkur – Nordisk naturmystik og skønhed i mørket
I en festivalverden domineret af ild, stål og vrede, var Myrkur en slags rituelt åndehul – en forbindelse til noget ældre, dybere og mere udefinerligt. Da Amalie Bruun gik på scenen med sit band under Copenhells grå himmel, blev tiden nærmest sat i stå. Der var en mærkbar stilhed før første tone, som om publikum instinktivt forstod, at dette ville blive en anden slags koncert.
Og det blev det. Fra første strofe bar hendes klare, nordiske vokal ud over pladsen som tåge over en mosbegroet skov. Det var hverken ren black metal eller folk – det var Myrkurs helt eget rige, hvor traditionel skandinavisk folkemusik væves sammen med mørke, metalliske understrømme og et spirituelt nærvær, der kunne mærkes i brystet.
Myrkur bevægede sig flydende mellem det skrøbelige og det monumentale. Numre som “Ulvinde” og “Ella” byggede sig langsomt op med dronetoner, gamle strengeinstrumenter og minimalistisk percussion, før de eksploderede i skrig og distortion, der sendte kuldegysninger ned ad ryggen. Det var ikke chok – det var forløsning. Som at stå midt i naturens rasen og overgive sig.
Amalie selv var en gådefuld skikkelse i front. Styrkende og samtidig sårbar, med en karisma, der ikke krævede råb eller postyr. Hun havde en næsten ceremoniell tilstedeværelse, som en vølve i en moderne heksesabbat, der førte publikum gennem et følelsesmæssigt landskab af melankoli, længsel og urkraft.
Lyssætningen var nedtonet, men præcis – kølige blå og hvide toner, som forvandlede scenen til en fjeldside, hvor man kunne glemme, at man stod midt på en industrigrund i København. Publikum stod musestille under de rolige passager, som var de bange for at forstyrre noget helligt, og da de voldsomme passager ramte, skete det uden advarsel – som torden efter et blikstille øjeblik.
Myrkurs koncert blev et af de mest følelsesmættede højdepunkter på Copenhell 2025. Ikke på grund af volume eller vildskab, men fordi den skabte noget ægte. En stemning, en forbindelse. Til rødder, til natur, til tab og styrke.
Da de sidste toner døde ud, og Myrkur forlod scenen uden store armbevægelser, stod publikum et øjeblik bare og kiggede – som om de lige havde vågnet fra en drøm. Det var magi. Nordisk, metallisk, tidløs magi.











Tetrarch – Nu-metalens arvtager med moderne vrede
Tetrarch trådte ud på scenen med en mission: at bevise, at nu-metal stadig har noget at sige i 2025 – og de gjorde det med en kraft, der kunne mærkes helt ned i festivalens asfalt. Det amerikanske band har længe stået som et friskt pust i en genre, der ofte forbindes med 2000’ernes start, men på Copenhell 2025 lød de alt andet end nostalgiske. De lød som nu.
Forsanger og guitarist Josh Fore greb mikrofonen som en flammekaster og spyttede lyrisk ild ud over publikum fra første sekund. “I’m Not Right” satte tonen for en koncert, der ikke var bange for at tage fat på indre kampe, mentale dæmoner og følelsen af at være fremmed – og publikum svarede med horn i vejret og vredesfyldt eufori i pitten.
Tetrarch balancerer tungt stemte riffs, industrielle lydflader og catchy omkvæd med kirurgisk præcision. Leadguitarist Diamond Rowe var et decideret powerhouse og et syn for sig selv – hun leverede soloer med en aggressiv elegance, der rev publikum med sig og bekræftede hendes status som en af moderne metals mest interessante skikkelser.
Deres koncert var ikke bare en opvisning i aggression – det var en følelsesmæssig udladning. Publikum spejlede sig i teksterne om at føle sig udenfor, blive misforstået, og kæmpe for sin identitet. Midt i al råben og skrig var der noget dybt menneskeligt og relaterbart, og det var tydeligt, at mange i crowden havde ventet netop på den stemme.
Da “You Never Listen” og “Negative Noise” rullede over pladsen, eksploderede moshpits og crowdsurfing, men der var stadig den klassiske Copenhell-omsorg: hænder, der løftede dem, der faldt, og smil mellem folk, der havde moshet sammen, som om de havde kendt hinanden i årevis.
Tetrarch beviste med al ønskelig tydelighed, at nu-metal ikke er død – det er bare blevet klogere, mere bevidst og endnu farligere. Deres optræden på Copenhell 2025 var ikke en hyldest til fortiden, men et opråb fra nutiden. Et bevis på, at metal kan være både hård og sårbar, vred og samlende.
Og da bandet takkede af under et glødende scenelys og publikum stadig skreg efter mere, stod det klart: Tetrarch er ikke bare et navn blandt mange. De er fremtiden – og fremtiden skriger.










Carcass – Kirurgisk præcision og dødsmetal i reneste form
Der var en tung, elektrisk forventning i luften, længe før Carcass gik på scenen på Copenhell 2025. Og da de endelig dukkede op i skyggerne under scenelyset, blev det tydeligt, at vi ikke bare skulle høre musik – vi skulle skæres op. For Carcass leverer ikke koncerter. De foretager musikalske dissektioner med en præcision, kun få i dødsmetalens verden kan matche.
Fra de første toner af “Buried Dreams” blev publikum trukket ind i et lydunivers, der både var teknisk overlegent og dybt beskidt. Jeff Walker, med sin karakteristiske, snerrende vokal og tørre britiske attitude, førte an med en intensitet, der aldrig slap sit greb. Han behøvede ikke råbe meget mellem numrene – hans blik og tilstedeværelse sagde det hele: vi er her for at flå jer op indefra.
Carcass bevæger sig i spændingsfeltet mellem det klinisk præcise og det organisk rå. Deres sætliste spændte vidt – fra de grindcore-betonede rødder til den mere melodiske dødsmetal, de perfektionerede på Heartwork. Særligt det ikoniske titelnummer fik publikum til at gå amok i et pit, hvor støvet rejste sig som damp fra en åben mave. Det var voldsomt, men ikke kaotisk – det var kontrolleret kirurgi midt i infernoet.
Bill Steer’s guitarspil var som altid en masterclass i brutal skønhed. Hans leads skar igennem lydbilledet som skalpeller gennem kød, og hans samspil med rytmesektionen løftede musikken op til en nærmest kunstnerisk intensitet. Publikum – mange iført klassiske Carcass-shirts og hæse af forventning – kastede sig ind i hver breakdown og blastbeat med total hengivelse.
Men det var ikke bare en nostalgitrip. Carcass er stadig i bevægelse. Deres nyere materiale, især fra Torn Arteries, blev leveret med samme tyngde og overbevisning som klassikerne, og beviste at de stadig er relevante – ikke på grund af deres fortid, men på grund af deres nutidige kraft.
Da bandet afsluttede med “Corporal Jigsore Quandary”, og lyset døde ud, stod publikum tilbage – udmattede, forpustede og lykkelige. Carcass havde leveret dødsmetal i sin reneste, mest æstetiske og brutale form. En koncert, der skar alt unødvendigt fedt væk og blotlagde metalens rå nerve.
På Copenhell 2025 stod Carcass som en af de absolut stærkeste manifestationer af, hvorfor dødsmetal stadig lever – og hvorfor det aldrig vil dø. For nogle bands spiller metal. Carcass er det.










Trold – Eventyrlig vildskab og folkemetal med fandenivoldsk charme
Når man taler om de mest mindeværdige koncerter på Copenhell 2025, kan man ikke komme uden om Trold – det norske folkemetal-fænomen, der forvandlede festivalpladsen til et larmende og legende skovbal i ren troldesk stil. Det var ikke bare en koncert. Det var et ritual. Et karneval. Et eventyr, der fik både skægklædte vikinger, små børn og hætteklædte black metallere til at danse side om side med smil om munden.
Trold har en unik evne til at gøre metal både farligt og fjollet, storslået og fjeldetungt – og deres optræden på Copenhell var en uimodståelig blanding af smadrede riffs, skæve taktarter og melodier, der lød som noget, en skovheks kunne synge over et bål. Fra første strofe af “Hekseskog” var det klart, at publikum var kommet for at feste – og Trold sørgede for, at festen blev både høj og mærkelig.
I front stod bandets sanger og selvudnævnte “skovens talsmand” med krøllet skæg, dybe growls og glimt i øjet. Han slyngede sig gennem de norske tekster med både vildskab og teaternerve, mens resten af bandet leverede en bund af skæve folkemelodier og tunge, dansable rytmer. Særligt brugen af traditionelle instrumenter – fløjte, violin og underlige bjælder – gav koncerten en særpræget lyd, der skilte sig markant ud i det ellers metalliske kaos på festivalen.
Stemningen blandt publikum var ellevild. Der blev danset kædedans i mudderet, lavet falske ritualer foran scenen og skålet med mjød og øl, som var det midsommernat i Asgård. Og i det hele taget emmede Trold-koncerten af noget, der ellers kan være svært at finde i metal: rendyrket leg.
Men under den fjollede overflade var der også musikalitet i topklasse. Bandet spiller med en disciplin, der vidner om dyb forståelse for både metal og nordisk folkemusik, og overgangen mellem det melodiske og det brutale blev leveret med en naturlighed, som kun få mestrer.
Da koncerten sluttede med den hæsblæsende “Skogsrave”, havde Trold ikke bare spillet en stærk koncert – de havde skabt deres helt eget univers midt på Copenhell. Et univers, hvor skoven får stemme, og hvor folkemetal ikke handler om nostalgi, men om en levende tradition fyldt med fantasi, fandenivoldskhed og fællesskab.
Trold beviste, at metal også kan være eventyrligt – og at der sagtens er plads til både trolde, fløjter og fællessang i helvedes forgård.












Britta Görtz Bragede Igennem med Heaven Shall Burn: Olsen Banden og Brutalitet på Copenhell
Tyske Heaven Shall Burn beviste endnu en gang, hvorfor de er blandt metalverdenens mest kompromisløse livebands – også selvom forsangeren denne gang måtte blive hjemme grundet sygdom. I hans sted trådte ingen ringere end Britta Görtz (kendt fra bl.a. Hiraes og tidligere Cripper) til, og hun leverede en vokalpræstation, der blæste publikum bagover.
Fra første skrig til sidste breakdown var Britta i fuld kontrol. Hendes rå power, tekniske præcision og karismatiske tilstedeværelse fik hele Helvíti-pladsen til at koge. Hun trådte ikke bare ind som afløser – hun ejede scenen, og fik det hele til at føles som den mest naturlige konstellation i verden.
Bandet kvitterede med et tight, energisk sæt spækket med klassikere og et publikum, der var med hele vejen. Og så var der selvfølgelig det ikoniske Heaven Shall Burn-humor-twist: et kæmpe backdrop med Olsen Banden-tema, der sendte et kærligt nik til deres danske fans – og fik smilet frem, selv hos de mest corpsepaintede hoveder foran scenen.
En koncert, der kombinerede tysk præcision, dansk kult-humor og et vokalt frontangreb i særklasse. Heaven Shall Burn på Copenhell 2025 vil blive husket – ikke på trods af ændringerne, men på grund af dem.










Kreator Tændte Op Under Copenhell – Med Grill, Gas og Gigantriffs
Når Kreator går på scenen, er der garanti for teutonisk thrash af allerhøjeste kaliber – og det var præcis, hvad Copenhell fik serveret fredag aften. Det legendariske tyske band, med Mille Petrozza i front, leverede en nådesløs opvisning i aggression, præcision og rendyrket metalattitude.
Med en sætliste spækket med både klassikere som "Pleasure to Kill" og nyere favoritter som "Satan Is Real", gik Kreator til angreb med en energi, der var lige dele kontrolleret kaos og teatralsk overlegenhed. Sceneshowet bød på ild, røg og et infernalsk lysdesign, der kun forstærkede bandets dystopiske udtryk – og publikum kvitterede med circle pits, wall of deaths, crowdsurfing og horn i luften fra start til slut.
Et særligt kuriosum var den imponerende sceneopsætning, hvor bandet havde fået monteret en grill-bar(!) som en del af scenedekorationen. Det passede på en sær måde ind i Copenhells univers – og sendte varmebølger helt ned bagerst på pladsen. Desværre betød den høje scene og den kreative konstruktion en udfordring for koncertens fotografer, som måtte kæmpe med vinkler og visuelle blokader for at få det rigtige skud i kassen.
Men uanset om man så det gennem en linse eller med øjnene, stod én ting klart: Kreator behøver ingen gimmicks for at brænde igennem – de er selve flammen.



Afslutningen – En festival som mere end musik
Når de sidste toner døde hen, og Copenhell 2025 gik på hæld, efterlod festivalen sig ikke bare en ekko af hård musik og rungende riffs – men en følelse af fællesskab, samhørighed og noget helt særligt, der kun metal kan skabe. For midt i den rå energi, de brutale breakdowns og de eksplosive moshpits, er det menneskene, der gør forskellen. De mange forskellige ansigter, generationer og personligheder, som sammen skaber et levende, pulserende univers.
Det var tydeligt i pitten, hvor respekten for hinanden stod som en usynlig, men stærk mur. Her skubbede man ikke bare med vilje – man løftede, hjalp op, tog sig af dem, der faldt, og sikrede, at ingen blev efterladt alene. Der var en særlig varme i luften, en slags ubrydelig solidaritet, som bandt både unge og gamle, rutinerede festivalgængere og nybegyndere sammen. Det var ikke bare en kampplads – det var et fællesskab, hvor styrke ikke kun handlede om fysisk formåen, men også om at passe på hinanden.
Noget, der især rørte mange, var de mange børn og unge, der gik i forældrenes fodspor og oplevede Copenhell for første gang – eller måske som andet eller tredje generation i en metalfamilie. De små med band-T-shirts, trodsige smil og øjne store af fascination mindede alle om, at metalens magi er evig, og at dens kraft er både inkluderende og transformerende. At se familier, hvor flere generationer var samlet omkring samme passion, skabte en følelse af kontinuitet – en levende arv, der vil bære musikken og fællesskabet videre i mange år frem.
Festivalpladsen summede ikke kun af høj musik, men også af historier, smil, nye venskaber og gensynsglæde. Folk, der fandt hinanden i mørket foran scenen, delte øjeblikke af intensitet og efterfølgende stille samtaler under stjernerne. Den særlige følelse af at høre til, at være en del af noget større, fyldte luften lige så meget som guitarerne og trommerne.
Copenhell 2025 var mere end en festival – det var en levende organisme, et hjem for de forskellige, de stærke, de sårbare og de passionerede. En påmindelse om, at metal ikke blot er musik, men et univers af menneskelige relationer, fælles oplevelser og dyb respekt. Når alt kommer til alt, er det måske netop dét, der gør Copenhell så unikt: evnen til at samle tusinder af sjæle, der trods forskelle, alder og baggrund, finder fællesskab og styrke i musikkens flammer.
Og når portene lukkede, og folk begyndte at gå hjemad med tømmermænd og minder, vidste alle – både nytilkomne og gamle fans – at de allerede længtes efter næste år. For Copenhell er ikke bare en festival. Det er et løfte om, at metalens hjerte stadig banker stærkt – og at det banker for os alle sammen.
