Anmeldelse: Andreas Odbjerg i Tivoli Friheden – Fed Fredag 1. august 2025
Andreas Odbjerg spillede dobbeltkoncert til Fed Fredag og Fed lørdag i Tivoli Friheden
Dag 1 - Fed fredag
Odbjergs Aarhus-kærlighed smitter af
Tivoli Friheden var fyldt til randen fredag aften, da Andreas Odbjerg indtog scenen som en del af Fed Fredag-programmet. Allerede fra første øjeblik havde han publikum med sig - ikke kun på grund af hitsene, men også fordi han kom med åbent hjerte og tydelig kærlighed til byen.
"Det var fedt at spille i Royal Arena - men dét her, det kan mindst lige så meget!" sagde han med et smil, før han takkede Aarhus for dens betydning i hans musikalske rejse. Det var ærligt, varmt og satte tonen for en koncert, hvor nærværet var i centrum.
Radiohits og et charmerende sceneshow
Der var ikke mange pauser i hitparaden, og publikum fik alt det, de kom for: I morgen er der også en dag, Stor mand og Hjem fra fabrikken rungede ud over Frihedens sceneplads, og Odbjerg virkede oplagt og legesyg.
Under fællesnummeret Stor mand, hvor Tobias Rahim medvirker på indspilningen, dukkede en overraskelse op - en dukke, der skulle fungere som stand-in for Rahim. Det blev modtaget med grin og klapsalver, og viser netop dét, som Odbjerg er god til: at balancere det ærlige og det skæve. 
Der var dog ingen stand-in rekvisit for Pil, da Omvendt blev spillet. Men den tryllebandt publikum.
En rigtig sommeraften med plads til både grin og gåsehud
Selvom det var en festlig koncert, var der også plads til de stille øjeblikke, hvor Odbjergs stemme og tekster fik lov til at stå alene. Han formår at samle publikum i både fællessang og eftertænksomhed - og det er ikke alle popartister forundt.
Stemningen var let, hjertelig og ægte - som en varm augustvind over Tivolihaven. Fed Fredag minder os endnu en gang om, hvad sommer i Aarhus også handler om: musik, fællesskab og følelsen af at være lige dér, hvor man skal være.
Tilbage til toppen