Foto: Lykke Nielsen
Spotlight på fotografen
Når lyset blinker, guitaren hviner og publikum jubler, er der én gruppe, der altid står klar helt tæt på scenen - koncertfotograferne. De fanger øjeblikkene, vi andre husker som magiske, og de gør det ofte med kameraet presset op til øjet midt i kaosset foran scenen. På Showscenen.dk vil vi gerne hylde de mennesker, der gennem deres linser giver os billeder, der fortæller historier, man næsten kan høre og mærke.
Hver måned sætter vi fokus på én koncertfotograf her i Danmark - ikke nødvendigvis én, der er tilknyttet Showscenen.dk - men én, du måske har set i fotograven på dit yndlingsspillested eller foran scenen på sommerens festivaler. Vi dykker ned i deres baggrund, arbejdsmetoder og personlige syn på livefotografi - og sender samtidig et kæmpe klap på skulderen til alle, der står bag kameraet og foreviger musikken.
Hvad fotograferer du med, og har du nogle yndlingsobjektiver?
Jeg har det meste af tiden som hobbyfotograf brugt en Sony Alpha a7III og en Sony RX10 M4. Jeg har dog for nylig opgraderet arsenalet med en Sony Alpha a7IV, da den mekaniske lukker gik i stykker to gange inden for et halvt år. Det fik mig til at indse, hvor sårbart det er kun at have ét kamerahus – især når man har en del betalte jobs i kalenderen. Derudover gør det to kamerahuse arbejdsgangen til koncerter meget nemmere, da man slipper for at skifte objektiv.
Jeg har faktisk ikke et decideret yndlingsobjektiv, da mine objektiver er nøje udvalgt og hver især er gode i forskellige sammenhænge. Min Sony FE 24-105mm f/4.0 G OSS er f.eks. min schweizerkniv og kommer særligt i spil i festivalsæsonen og til udendørskoncerter – men knap så meget til indendørskoncerter. Her har jeg altid været glad for lysstærke vidvinkelobjektiver, da jeg godt kan lide at komme tæt på. Min Sigma Art 14-24mm f/2.8 plejede at være mit go-to – indtil den desværre blev slidt op. Jeg har nu skiftet den ud med en Loawa 10mm f/2.8 Zero-D FF – et utroligt sjovt objektiv, der tvinger mig til at være kreativ. Det kan til tider være svært at bruge, men udfordringen gør det kun sjovere for mig.
Har du en signaturstil i din redigering eller en særlig æstetik i din fotografering?
Det har jeg efterhånden fået at vide af mange, at jeg har. Særligt farverne i mine billeder lægger folk mærke til. Jeg har da også et fast preset, som næsten altid er mit udgangspunkt.
Da jeg startede med at fotografere koncerter, elskede jeg det rå udtryk. Clarity, kontrast og alt, hvad der kunne øge dramatikken, fik bare gas. Problemet var, at den redigeringsstil introducerede meget støj til, og jeg indså hurtigt, at når jeg sammenlignede mine billeder med andres, så manglede mine billeder skarphed. Det fik mig til at genoverveje, hvad jeg egentlig syntes kendetegnede et fedt og skarpt billede.
Jeg begyndte at tænke på serier som Breaking Bad og Stranger Things, hvor jeg elsker cinematografien. Jeg begyndte at eksperimentere med et mere filmisk look – blandt andet ved at justere tonekurven, så billederne fik en let fade i de hvide nuancer. Jeg leger også ofte med farver i skyggerne. Hvis man kigger godt efter, vil man sjældent finde noget, der er helt sort i mine billeder.
Jeg har bevaret lidt af den kraftige kontrast, skruet lidt ned for clarity og lidt op for teksturen. Derudover er det vigtigt for mig at bevare de oprindelige farver fra koncerten – så det stemmer overens med det, publikum huskede og oplevede. Der kan være undtagelser, hvor jeg bryder med det.
Sidst, men ikke mindst, er masker nok det vigtigste værktøj i min redigering. Jeg bruger dem ofte til at få kunstnerne til at springe mere i øjnene – enten ved at skrue ned for eksponeringen i baggrunden eller op for eksponeringen på subjektet. Det er også uundværligt, når jeg skal arbejde med hudtoner, hvis de f.eks. er blevet påvirket af scenelys eller sollys på sådan vis, at det ser helt skidt ud. Masker er det, der giver billedet det sidste magiske krydderi – men det er også let at overgøre, så det ser kunstigt ud. Det er en hårfin balance at anvende det på meningsfuld vis.
Foto: Rolf Meldgaard
Hvordan og hvornår begyndte du at fotografere koncerter eller musik?
Det startede så småt i 2018. Jeg var til en koncert på Mono i Aarhus, hvor bandet Wayward Dawn spillede. Jeg tog nogle billeder med mobilen og postede dem på Instagram – klassiske fuldemands-mobilpics af habil dødsmetal. Bandet skrev senere og spurgte, om de måtte bruge billederne, hvilket jeg undrede mig lidt over, da jeg syntes, de var virkelig dårlige. Så jeg spurgte pænt, om jeg ikke måtte prøve at fotografere deres næste koncert med et rigtigt kamera – mit Sony RX10 M4 på det tidspunkt.
Jeg var nysgerrig på, hvordan det var at tage koncertbilleder, og da jeg på det tidspunkt også fotograferede meget i naturen, virkede det oplagt at kombinere to af mine favorithobbyer. Jeg blev øjeblikkeligt forelsket, da jeg så, hvor meget bedre billeder jeg kunne tage med kameraet – og jeg elskede interaktionen, man får, når man render rundt med et kamera.
I 2019 begyndte jeg ofte at spørge Livløs, Xenoblight og Wayward Dawn, om jeg måtte skyde billeder af deres koncerter. Jeg fik også et godt samarbejde med Wayward Dawn, hvor jeg stod for PR-billeder. Jeg kunne hurtigt mærke, at jeg ville endnu mere – selvom jeg dengang arbejdede fuldtid som lærer. Derfor søgte jeg ind som frivillig fotograf hos Radar i Aarhus, som gerne ville have mig med. Det fik mig til at investere i en Sony a7iii og nogle objektiver. Siden har jeg ikke kigget mig tilbage.
Foto: Rolf Meldgaard
Har du et nicheområde eller en bestemt genre, du foretrækker at fotografere?
Den hårde musik – særligt forskellige former for hardcore og ekstrem-metal – er klart min hjemmebane. Men jeg er også blevet meget glad for at fotografere popkoncerter. Det fedeste er dog stadig de små og intime koncerter, hvor man ikke helt ved, hvad man kan forvente – og hvor alting kan eksplodere.
Jeg elsker shows, hvor der sker en masse, og hvor jeg bliver overrasket og virkelig skal kæmpe for at følge med. Derudover har jeg en stor kærlighed til det teatralske og unikke – hvor der er udklædning og store fagter. Et godt eksempel på det er Heilung, som er et af mine absolutte favorit live-acts lige nu.
Foto: Rolf Meldgaard
Hvordan griber du det an at indfange energien og atmosfæren i dine billeder fra liveoptrædener?
Det vigtigste er at være til stede i nuet. Lad være med at blive fanget i dine egne tanker eller usikkerheder. Observer og nyd, hvad der sker.
Jeg arbejder ofte ud fra en rutine, hvor jeg forsøger at få mindst ét godt billede af hver kunstner på scenen, et godt publikumsbillede og et oversigtsbillede. Hvis det er en koncert, hvor det er svært, så leger jeg med vinkler, bruger prismer foran objektivet eller eksperimenterer med langtidseksponering.
Mest af alt handler det om at føle, hvad publikum føler i samværet med kunstneren – og tilsidesætte sine egne meninger om musikken. Fang samspillet mellem publikum og kunstner. Og hvis der ikke rigtig er noget sammenspil – eller lyset er helt håbløst – så lad være med at blive frustreret. Leg i stedet med dine billeder. Det gør som regel aftenen sjovere igen.
Foto: Rolf Meldgaard
Har du fotograferet nogle af dine yndlingskunstnere eller events? Hvad betragter du som dine største resultater indtil videre?
At fotografere Heilung sammen med Eivør i år var kæmpestort for mig. Jeg har ikke en decideret bucket list over artister, jeg skal fotografere, men det kunne da være fedt at skyde mit yndlingsband Converge – eller tidligere favoritter som Linkin Park og Rise Against.
For mig handler det mere om at opleve og fotografere de shows, der overrasker mig positivt – eller arbejde med artister, jeg kender personligt, og dokumentere, hvor meget deres koncert betyder for dem. Nogle af mine bedste oplevelser har været at dække hele shows på Copenhell for bands, jeg har fulgt og kender mennesker bag – som Xenoblight, Swartzheim, Wayward Dawn og MØL. Det var kæmpe oplevelser.
Når det kommer til de største resultater, er det svært at sige. Jeg har haft mange delmål: Først at blive fotograf for GAFFA, VoxHall og Train – det lykkedes. Så var målet at prøve at fotografere på Copenhell. Derefter at blive en del af Gonzales Photo – tjek. Og så var der det nærmest uopnåelige mål: at vinde noget i GAFFA Photo Awards. Jeg deltog i flere år uden held, men i år vandt jeg feature-kategorien og blev nr. 2 i live-kategorien. I forrige uge vandt jeg også årets livebillede på Smukfest og blev udnævnt til “Årets Smukfestfotograf”.
Det hele føles lidt surrealistisk, for jeg ser stadig ikke mig selv som en af de bedste. Jeg ser stadig op til mange af de fotografer, jeg konkurrerer med. Men det føles som et kæmpe privilegium at være nået dertil, hvor jeg åbenbart kan blande mig i toppen. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme så langt – for mig har det altid handlet om at lade rejsen føre mig derhen, hvor den nu gik, og blive ved så længe, det er sjovt.
Foto: Rolf Meldgaard
Hvis alt var muligt - hvad ville være dit drømmefotoprojekt eller din drømmeopgave?
Puha, jeg går hele tiden og brygger små idéer og projekter. En af de mere vedvarende drømme er at lave en bog om et specifikt område i musikscenen – Skrevet af mig selv og selvfølgelig krydret med mine egne billeder. Jeg elsker den danske musikscene og miljøet omkring den. Det har givet mig så uendeligt meget, og jeg vil gerne give noget tilbage med det, jeg kan - at sætte ord og billeder på tingene.
Måske kunne det gøre folk klogere på nogle af de skjulte elementer i scenen og personerne bag – dem, der giver 110 % af sig selv aften efter aften. Jeg drømmer også om at lave en udstilling sammen med en række andre seje fotografer, og om at begynde at holde foredrag om fotografi gerne med workshops. Det sidste kommer nok af min fortid som lærer, og det tiltaler mig virkelig meget.
Hvad er én ting, du gerne vil opnå?
Jeg har ikke en specifik ting, jeg jagter. Det kunne være fedt at realisere nogle af drømmeprojekterne, men ellers handler det mest om at blive bedre til at balancere min tid og kun sige ja til de ting, der giver mig energi tilbage. Det er egentlig mit vigtigste mål.
Hvem i det kreative miljø har inspireret dig eller hjulpet dig på din rejse?
I forhold til at blive en bedre fotograf, er jeg nødt til at nævne Nikolaj Bransholm. Han var en af de første, jeg for alvor så op til og blev inspireret af. Han har altid været god for et råd og en god samtale.
Lykke Nielsen skal også nævnes. Hun var en af de første danske fotografer, jeg så op til, og hun har hjulpet mig med alt fra overnatning og transport til bare at være et super godt selskab til diverse begivenheden
Peter Troest er en anden, jeg har set meget op til. Han har også hjulpet mig med råd i tide og utide.
Claus Ljørring, chefredaktør og fotograf ved heavymetal.dk, fortjener også stor ros. Jeg kom ind hos dem, da jeg var på vej op fra et hårdt forløb med angst og stress. Claus mødte mig med blide krav og den pacing, jeg havde brug for, for at komme tilbage på sporet.
Folkene på Radar har også været eminente i den sammenhæng. Jeg er dybt taknemmelig for at være en del af det fantastiske fællesskab der. Det har været så vigtigt for min genrejsning efter mit forløb med angst.
Til sidst må jeg også nævne Morten Rygaard – både som stor inspiration og som én, der har åbnet døre for mig. Vi har haft mange gode snakke om musikfotografi. Jeg elsker også, at han nogle gange bare ringer op ud af det blå for at skamrose ens arbejde. Det har jeg svært ved at tage ind, men jeg værdsætter det virkelig.
Der er mange flere, jeg kunne nævne, men så ender det som en Oscar-takketale, så lad os bare slutte den her inden det bliver lige så tåkrummende som Will Smith på årets Smukfest.
Hvilken misforståelse vil du gerne aflive – eller har du en stærk holdning til udfordringerne eller livet som koncertfotograf?
Jeg bliver altid lidt træt (og ked af det), når publikum bliver sure på os fotografer, fordi vi står i fotograven under de første tre numre og ødelægger deres udsyn. Vi er der bare for at lave vores arbejde, og i et land med pressefrihed synes jeg, at fotografiet er en vigtig del af koncertdækningen. Et billede afslører ofte stemningen bedre end anmeldelsens ord kan.
Jeg har også set folk smide kommentarer om, at vi bare er der for at høre gratis musik – hvilket er langt fra sandheden. De fleste af os gør det af kærlighed til musikken og fotografiet. Vi gør det for at give noget igen til en scene, som har givet os så meget.
En anden udfordring er de stigende fotoforbud og kontrakter, der prøver at overtage rettighederne til vores billeder. Det er en tendens, der startede med store artister og deres management i USA, men som nu også har spredt sig til Europa. Det hele virker drevet af en frygt for, at fotografer sælger billeder til bootleggers og scorer kassen – hvilket er helt ude af proportion med det moderne samfund, hvor alle har en mobiltelefon med et fremragende kamera.
I dag kan man endda få AI-generatorer til at lave billeder af artister, som kan trykkes på t-shirts. Bootleggers har altid fundet en vej, og det er i hvert fald ikke os fotografer, der tjener stort på det.
Så jeg vil gerne opfordre til, at man giver plads til pressefriheden og de billeder, der indfanger de magiske øjeblikke. Drop de overkontrollerende forbud og kontrakter. Det ville også være sundere for ungdommen, hvis artisterne turde fremstå mere menneskelige og ikke altid så perfekte, kalkulerende og kontrollerende. Livet kan ikke kontrolleres, og det mest menneskelige i verden er at fejle. Hvordan vi rejser os fra vores fejl, er det som mest af alt definerer os som mennesker og livets største læring. Mere af det, og mindre af alt det pjat med at forsøge at styre alt.