Fotograf: Peter Bay Isak / @photobayisak
Skribent: Emma Olsen
En stille storm i KB Hallen
Loyle Carner bevæger og begejstrer med poetisk nærvær og ærlig sårbarhed
Loyle Carner – med det borgerlige navn Benjamin Gerard Coyle-Larner – har siden sit gennembrud i midten af 2010’erne positioneret sig som en af Storbritanniens mest følsomme og litterære stemmer inden for hiphop. Født og opvokset i det sydlige London, er han en kunstner, der nægter at pakke sine følelser ind. Hvor mange af hans samtidige måske trækker på attitude og attitude alene, har Carner altid insisteret på det modsatte: introspektion, melankoli og en kompromisløs ærlighed.
Hans debutalbum Yesterday’s Gone (2017) blev rost for sin intime tilgang, hvor han åbnede op om forholdet til sin mor, tabet af sin stedfar og de små ting i livet, der former os. Med Not Waving, But Drowning (2019) og hugo (2022) har han forfinet sit udtryk og udvidet sit kunstneriske register, uden at give køb på sin integritet. I 2025 udkom hopefully !, et album der på mange måder viser en mere moden og reflekteret Carner – stadig med de personlige fortællinger i centrum, men nu med en større ro og et skær af håb.
En sal fyldt med forventning og fællesskab
KB Hallen var udsolgt til bristepunktet denne tirsdag aften, og stemningen inden koncertstart var præget af både spænding og varme. Det var tydeligt, at publikum ikke bare var kommet for at høre hits – de var kommet for at mærke noget. Da Carner trådte ind på scenen, blev han mødt med et jubelbrøl, der hurtigt blev afløst af intens, fokuseret stilhed. Det var, som om alle i salen instinktivt forstod, at her skulle der lyttes – ikke bare med ørerne, men med hele kroppen.
Et sæt som en dagbog – og et hjemsøgende ekko
Fra første tone stod det klart, at Carner ikke var her for at imponere med overfladisk attitude. Hans tilgang var minimalistisk, men samtidig dybt bevægende. Hans stemme bar hele vejen ud i de bagerste rækker uden at skulle hæve den – det var tonen, teksten og tilstedeværelsen, der gjorde det.
Koncerten føltes som at slå op i en dagbog, hvor siderne var fyldt med både barndomsminder, familieopgør, kærlighedens smerte og de stille erkendelser, der kommer med årene. Hans ord ramte som både knytnæver og kærtegn – og balancen mellem de to var imponerende.
Nye sange med gamle rødder
De nye numre fra hopefully ! blev spillet med en selvsikkerhed og klarhed, der viste, at Carner står solidt i sit nyeste materiale. Her var både jazzede beats, bløde klaverpassager og et mere optimistisk udtryk end tidligere – uden at miste den alvor og ærlighed, der er kernen i hans kunst.
Men han glemte ikke, hvor han kom fra. Ældre numre fra debut- og mellemperioden blev hevet frem med fornyet energi, og det rå, mere vrede udtryk fra tidligere fik plads i sætlisten – og fungerede som kontrast til de nye sange. Det skabte et dynamisk flow, hvor publikum blev ført gennem hele spektret af hans følelser og fortællinger.
Poesi på scenen – og i pauserne
Et af koncertens mest rørende indslag var, da Carner tog sig tid til at læse op fra sin egen digtsamling I Don’t Want To Settle. Det var ikke noget gimmick, men et ægte ønske om at dele endnu mere af sig selv. Publikum lyttede intenst, og rummet blev på ny omdannet – ikke til en koncertsal, men nærmest til en litteratursalon.
Her blev det tydeligt, hvor dybt sproget bor i ham – både som rapper og som menneske. Hans digte handlede om mange af de samme emner som hans musik: identitet, arv, kærlighed og at finde ro i en urolig verden. Det føltes ikke som en pause i koncerten, men som et nødvendigt åndedrag midt i alt det andet.
Men midt i koncerten opstod en situation. Carner fortalte, at han før showet, havde han en snak med en ung gut, der hedder Jacob. Han havde et spørgsmål til Carner... og så stod spotlightets fokus på den bagerste tribune i KB Hallen. Her var Jacob! Han friede til sin udkårne! Hun sagde... JA!
Sorg, der er blevet til ansvar
En rød tråd gennem hele koncerten var Carner's evne til at transformere sorg. I tidligere år har han talt åbent om tabet af sin stedfar og kampen for at finde sig selv som ung mand. Men i denne aftens udgave af Carner var sorgen ikke tung. Den var forarbejdet, levet igennem, omformet til noget andet: ansvar, modenhed, endda humor.
Der var plads til latter, til smil, til de der små nik mellem fremmede i publikum, som siger: “Ja. Den forstår jeg.” Og netop de øjeblikke er det, der adskiller Loyle Carner fra de fleste. Han laver ikke bare musik – han skaber fællesskab.
Konklusion: En koncert man ikke glemmer
Loyle Carner leverede i KB Hallen en koncert, der satte sig i kroppen. En aften hvor ordene fyldte mere end effekter, og hvor stilheden imellem numrene talte næsten lige så højt som musikken selv.
Det var ikke et show, man dansede sig væk til – det var en oplevelse, man kom tættere på sig selv af. Og det er måske netop derfor, at denne koncert vil stå tilbage som noget særligt for både dem på scenen og dem i salen.
