ANMELDELSE: Hellacopters satte ild i Pumpehuset – rock’n’roll uden sikkerhedsnet
KØBENHAVN – PUMPEHUSET, TORSDAG: Det var benhårdt, beskidt og helt uden filter, da svenske Hellacopters rullede ind i Pumpehuset og leverede en koncert, der kun havde ét gear: fuld fart frem. Med Supersuckers som eksplosiv opvarmning blev det en aften, hvor rock’n’roll blev trukket tilbage til sin kerne – med støv, sved og smadder.
Supersuckers åbnede med attitude og cowboykaos
Før Hellacopters tog scenen, fik publikum en solid omgang amerikansk outlaw-energi med Supersuckers. Den Tucson-baserede trio – halvt punk, halvt country, helt attitude – leverede en sætning af rå riffs, hæse vokaler og snavsede tekster, der fik baren til at ryste.
Numre som “Born with a Tail” og “Pretty Fucked Up” blev leveret med lige dele sarkasme og overbevisning, og selvom lyden svingede lidt i starten, formåede bandet at få publikum med sig. De er ikke de mest polerede – men de er ægte. Og det smitter.
Hellacopters: En rockmaskine i topform
Så kom The Hellacopters, og med ét blev det tydeligt, hvorfor de regnes som et af Nordens mest ikoniske rockbands. Med frontmand Nicke Andersson i storform og det karakteristiske blend af garage, punk og klassisk hard rock, gik de direkte i flæsket på København med åbningssalutten “Hopeless Case of a Kid in Denial”.
Derfra stod det ikke stille et sekund. Bandet blæste gennem numre som “Soulseller”, “Toys and Flavors” og “By the Grace of God”, alt sammen leveret med kirurgisk tightness og rå spilleglæde. De ser måske ud som om, de har gjort det 1000 gange før – men de lyder, som om det stadig er første gang, hver gang.
Guitarhelte og benzin på bålet
Der er noget grundlæggende tilfredsstillende ved at se to guitarister, der bare ved, hvordan man spiller sammen. Nicke og Dregen slyngede riffs afsted som maskingeværssalver, mens rytmesektionen sørgede for at holde trykket oppe uden at blinke.
Det var ikke en koncert med store følelsesudbrud eller fine ord. Det var en koncert med ild i øjnene og benzin i blodet – præcis det, man håber på, når man står skulder mod skulder i en mørk sal og venter på, at nogen tænder lunten.
Et publikum, der ville mere
Pumpehuset var pakket, og publikum – alt fra ældre rockdrenge til unge denimjakker med patches – var klar til at give igen. Der blev sunget, råbt, kastet med hænder og plastkrus, og stemningen toppede med “(Gotta Get Some Action) Now!”, der fik hele salen til at eksplodere i fællesskrig og pogo.
Ekstranumrene føltes som en gave – ikke fordi man ikke havde fået nok, men fordi bandet stadig havde mere at give. De sluttede med et brag, og da lyset tændte, var det ikke bare ørerne, der ringede – det var hele kroppen.
Konklusion
The Hellacopters beviste i Pumpehuset, at ægte rock’n’roll ikke handler om nostalgi, men om nerve, nærvær og tryk på alle cylindre. Supersuckers leverede en perfekt forfest – men svenskerne tog hovedrollen med et show, der mindede os om, hvorfor vi stadig søger mod scenekanten.
