Fotograf: Peter Bay Isak @photobayisak
Skribent: Mads Bloch / redaktion@showscenen.dk
Jonah Blacksmith åbnede RANDERS FESTUGE PÅ Amfiscenen med folkelig varme
Jonah Blacksmith er historien om brødrene Simon og Thomas Alstrup fra Thy, der siden debutalbummet Northern Trail har forenet folk, rock og fortællinger med en jordnær autenticitet, der har givet dem en trofast fanskare i hele landet. Amfiscenen i Randers, placeret ved Værket, er en af byens mest ikoniske udendørsscener, kendt for at skabe intime koncertoplevelser under åben himmel. Værket spiller en central rolle ved at bringe Amfiscenen i spil til Randers Festuge som epicenter for musik, teater og kultur - et sted hvor byens fællesskab hvert år samles for at dele oplevelser, der rækker langt ud over selve ugen.
En scene fyldt med mennesker, minder og musik
Selvom Amfiscenen ikke har den største plads, gav det faktisk Jonah Blacksmith en fordel denne aften. Bandet medbragte som altid både artefakter og stærke musikalske personligheder på scenen - blandt andre fætteren Lasse Alstrup, Søren Bigum, Søren Poulsen, Thor Kortegaard og Jon Bisgaard Kjeldsen. Det tætte setup gjorde koncerten endnu mere folkelig; man kunne mærke musikken helt tæt på, både fysisk og billedligt talt.
Thomas bemærkede flere gange, hvor meget han nød, at publikum var samlet i ring om dem og scenen - og understregede med et smil, at savnet til Randers var stort.
Brødrene fra Thy og Randers’ gensynsglæde
Da Simon og Thomas Alstrup trådte frem med resten af bandet, var gensynsglæden tydelig. Jonah Blacksmith havde savnet Randers, og Randers havde savnet dem. Deres folk-rockede univers foldede sig ud med både humor, inderlighed og musikalsk præcision. Fra de første akkorder var publikum med: der blev danset, grinet og lyttet intenst.
Soulful start med Mekdes
Den dansk-etiopiske sangerinde Mekdes indtog Amfiscenen som aftenens support og leverede en opvarmning, der straks satte stemningen. Hendes bløde, men kraftfulde soulstemmes toner rullede hen over de 1.500 fremmødte og skabte en varme, der lagde det perfekte fundament for resten af aftenen. Publikum nikkede i takt, smilede og lod sig overgive til rytmerne.
Hele setlisten fra en stjernestund
Aftenens ventede koncert med Jonah Blacksmith tog publikum med på en rejse gennem nye og gamle favoritter:
Ocean, Secrets In The Water, Honey, Monster, Yellow Bike, Dreams, You Don’t Know Yet, Northland, In Faded Lights, A Song To The Sea, Daughter of Jonah, House On Fire, Up
Aftenens magiske øjeblik VAR “House On Fire”
Koncerten nåede sit højdepunkt under “House On Fire”. Her fik tre børn muligheden for at synge med på radiohittet, til stor begejstring hos publikum, som kvitterede med massere af hjertevarme klapsalver. Det var et af de øjeblikke, der ikke kan planlægges, og hvor musik bliver til ren magi og forbinder mennesker på tværs af alt.
Musik som ramme for fællesskab
Åbningskoncerten på Amfiscenen blev præcis det, Randers Festuge havde ønsket: et samlingspunkt, hvor musik ikke blot underholder, men også binder folk sammen. Mekdes’ sjælfulde opvarmning og Jonah Blacksmiths folk-rockede fortællinger viste, at Værket længe er og har været et kulturelt hjerte i Randers, samt at musikken stadig er den stærkeste ramme om fællesskabet.