Fotograf: Peter Bay Isak // @photobayisak
Skribent: Redaktionen
Den visuelle fortælling gennem portene til Helvede!
På Showscenen.dk handler en festival ikke om, hvor mange stjerner et band får. Musik er subjektiv, og den opleves forskelligt afhængigt af, hvor du står – foran scenen, midt i pitten eller blandt tusindvis af mennesker med armene i vejret.
Derfor har vi valgt en anden tilgang til Copenhell 2026.
I stedet for at bedømme koncerterne vil vi vise dem. Gennem vores billeder forsøger vi at indfange energien, intensiteten og de øjeblikke, der gør en festival til noget særligt – både de eksplosive shows, de intime øjeblikke og den helt særlige stemning, som kun findes fra scenekanten.
Denne reportage er en visuel rejse gennem årets festival. Uanset om du stod foran hegnet, oplevede koncerterne længere tilbage i publikum eller slet ikke havde mulighed for at være der, håber vi, at galleriet kan bringe dig tilbage til nogle af de største oplevelser – og måske inspirere dig til at opleve dem live næste gang.
Velkommen til vores blik på Copenhell 2026.
Copenhell 2026: kaos, kærlighed og kompromisløs metal i luften
Copenhell 2026 var endnu et bevis på, hvorfor festivalen har udviklet sig til noget langt større end bare en række koncerter. Det er en hel verden i sig selv – et midlertidigt univers af stål, støv, musik og mennesker, der alle deler en fælles forståelse: her er der plads til at larme, føle og være fuldstændig til stede.
Stemningen på pladsen var konstant levende. Fra de tidlige shows til de sene aftentimer bevægede publikum sig som én stor organisme mellem scenerne – fra Pandæmonium og Gehenna til Hades og Helviti – hver med sit eget udtryk, men med samme energi i kernen. Der blev grinet, skålet, crowdsurfet og skreget med, som om hver koncert var den vigtigste på programmet.
Det særlige ved Copenhell er, hvordan intensiteten aldrig kun kommer fra scenen. Den opstår i mødet mellem band og publikum, i pitten, i køen til øl, i de korte pauser mellem koncerterne, hvor man stadig kan høre ekkoet af riffs i baggrunden. Det er en festival, hvor grænserne mellem shows flyder sammen, og hvor hele området føles som én lang, sammenhængende oplevelse.
Samtidig var der også plads til de mere stille øjeblikke – de trætte smil, de nikkende hoveder i solnedgangen og de øjeblikke, hvor man lige trækker vejret og indser, hvor meget der egentlig er sket på få dage.
Copenhell 2026 var kort sagt alt det, festivalen altid er blevet kendt for: kaotisk, intenst, fællesskabsdrevet – og fuldstændig umulig ikke at blive fanget af.
Dogma åbnede festen – og kulten voksede med hvert eneste riff
Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med Dogma, er det på tide. Det mystiske hard rock- og heavy metal-band har på kort tid skabt opmærksomhed med deres anonyme identiteter, karakteristiske nonnedragter og et univers, der blander religiøs symbolik med tunge riffs, fængende melodier og en teatralsk scenetilstedeværelse. Dogma er mere end bare musik – det er en oplevelse, en fortælling og, ifølge dem selv, en kult.
Den ærefulde opgave med at åbne Copenhell 2026 tilfaldt netop Dogma, som indtog Pandæmonium-scenen fra festivalens første tone. Allerede fra første nummer stod det klart, at de ikke var kommet for blot at varme publikum op. Med selvsikker attitude, skarpe guitarriffs og et sceneshow, der fangede publikums opmærksomhed fra start til slut, satte de standarden for årets festival og sendte de første horn i vejret foran en veloplagt menneskemængde.
Hvis åbningen af Copenhell skal sætte stemningen for resten af festivalen, kunne man næsten ikke have ønsket sig en stærkere begyndelse.
SLUT DIG TIL KULTEN!
Rockens mørke mester herskede på Helviti
Alice Cooper er ikke bare en rocklegende – han er en af de kunstnere, der har været med til at definere, hvad et teatralsk liveshow kan være. Med en karriere, der strækker sig over mere end fem årtier, har han inspireret generationer af rock- og metalbands med sin unikke blanding af hård rock, horroræstetik og spektakulære sceneshows. Guillotiner, slanger og mørk humor er blevet lige så ikoniske som sangene selv.
På Helviti-scenen beviste Alice Cooper endnu en gang, hvorfor han fortsat er en af rockens største entertainere. Publikum blev forkælet med et show fyldt med klassiske hits, storslåede scenerekvisitter og et band, der leverede med både præcision og power. Hver sang blev en del af en større fortælling, hvor musikken og teateret smeltede sammen til en oplevelse, der var lige så underholdende at se på, som den var at lytte til.
Selv efter årtier på de største scener verden over viste Alice Cooper, at ægte showmanship aldrig går af mode.
Tom Morello løftede Helviti med et generationsmøde på scenen
Tom Morello har i årtier været en af de mest markante og nyskabende guitarister i moderne rockhistorie. Som en del af Rage Against the Machine og Audioslave har han redefineret, hvordan en guitar kan lyde – ikke som et traditionelt instrument, men som et våben, en stemme og et politisk statement. Hans karakteristiske lyd og kompromisløse tilgang til musik har gjort ham til en ikonisk figur langt ud over rockens egne grænser.
På Helviti-scenen på Copenhell 2026 blev det dog ikke kun et spørgsmål om historiske riffs og politisk energi. Morello skabte et af festivalens mest rørende øjeblikke, da han inviterede sin søn med på scenen. Midt i et sæt, der i forvejen emmede af intensitet og teknisk overskud, opstod der pludselig et sjældent øjeblik af nærhed og generationsskifte – hvor guitarens arv bogstaveligt talt blev ført videre foran tusindvis af publikummer.
Det blev en optræden, der både viste styrken i Morellos musikalske univers og den menneskelige side bag legenden – og som efterlod Helviti med en følelse af, at man havde været vidne til noget større end bare endnu en koncert.
Die Spitz bragte rå energi og kaos til Gehenna
Die Spitz er et af de navne, der repræsenterer en ny bølge af rå, ufiltreret punk- og rockenergi. Med en lyd, der balancerer mellem støj, attitude og ren punket intensitet, har de hurtigt markeret sig som et band, der ikke forsøger at polere noget som helst – men i stedet leverer musik, der rammer direkte og uden filter. Det er kompromisløst, støjende og fuld af en ungdommelig vrede, der føles både nutidig og klassisk på samme tid.
På Gehenna-scenen på Copenhell 2026 blev det hele foldet ud i fuld skala. Fra første sekund var der ingen opvarmning, ingen forsigtighed – kun fremadstormende energi og et publikum, der hurtigt blev revet med ind i kaosset. Scenen føltes tæt, svedig og eksplosiv, mens bandet pressede tempoet op og lod intensiteten tale for sig selv.
Det blev et sæt, hvor Gehenna-scenen føltes som det helt rigtige hjem for deres lyd: råt, tæt og uden kompromis – præcis som det skal være.
Voice of Baceprot leverede girlpower og global tyngde på Gehenna
Voice of Baceprot har på få år skrevet sig ind som et af de mest markante og vigtige nye navne på den internationale metalscene. Trioen fra Indonesien kombinerer tung, aggressiv metal med et stærkt budskab om frihed, identitet og modet til at bryde normer – både musikalsk og kulturelt. Deres tilstedeværelse på en scene som Copenhell er i sig selv et statement, og deres musik rammer med både kraft og substans.
På Gehenna-scenen blev det endnu en gang tydeligt, hvorfor Voice of Baceprot har fået global opmærksomhed. Publikum blev mødt af et band, der leverede med både præcision og energi, mens deres budskaber om selvstændighed og styrke skar igennem den tunge lydmur. Det var intenst, fokuseret og samtidig fuld af en smittende spilleglæde, der bredte sig helt ud til de bagerste rækker.
Som noget helt særligt havde vores fotograf desuden æren af at fotografere bandet under deres optræden – en oplevelse, der gav et unikt indblik i både deres professionalisme og den respekt, de møder deres publikum og samarbejdspartnere med. Et møde, der kun gjorde koncerten endnu mere mindeværdig.
Gehenna-scenen fik en optræden, der både var kraftfuld og betydningsfuld – og som satte et tydeligt aftryk i årets festival.
Trivium leverede teknisk overskud og ren metalenergi på Helviti
Trivium har i mere end to årtier været blandt de mest stabile og respekterede navne i moderne metal. Med en lyd, der kombinerer melodisk finesse, thrash-inspireret aggression og teknisk præcision, har bandet opbygget et ry som et live-act, der altid leverer med både kraft og kontrol. Deres katalog spænder over både rå intensitet og mere episke, atmosfæriske passager – altid bundet sammen af skarpt spil og stærk tilstedeværelse.
På Helviti-scenen på Copenhell 2026 blev alt dette foldet ud foran et publikum, der tydeligt var mødt op for netop den slags kompromisløse metaloplevelse. Fra de første toner var energien høj, og bandet viste hurtigt, hvorfor de stadig står så stærkt på den internationale metalscene. Tight guitararbejde, eksplosiv trommespil og en vokal, der skiftede mellem melodisk kontrol og rå aggression, fyldte scenen og trak publikum helt frem i front.
Det blev en koncert, der ikke kun handlede om nostalgi eller hits, men om ren performance og metal i sin mest gennemførte form – leveret med en sikkerhed, der kun kommer fra mange år på verdens største scener.
Anthrax satte Helviti i højeste gear med rendyrket thrash-kaos
Anthrax er en af de helt centrale søjler i thrash metalens historie. Som en del af “Big Four” har de gennem årtier været med til at definere genren sammen med navne som Metallica, Slayer og Megadeth. Med en lyd, der kombinerer fart, groove og en næsten punket energi, har Anthrax altid skilt sig ud som et band, der både kan være brutalt og legende på samme tid.
På Helviti-scenen på Copenhell 2026 blev der ikke lagt fingre imellem. Fra det øjeblik bandet gik på scenen, blev publikum mødt af et konstant angreb af riffs, tempo og energi, der hurtigt forvandlede frontområdet til ét stort, pulserende kaos. Publikum svarede igen med moshpits, horns og en intensitet, der matchede bandets egen.
Anthrax leverede et sæt, der føltes som en fejring af thrashens DNA – kompromisløst, hurtigt og spillet med en rutine og glæde, som kun kommer fra et band, der har gjort det her siden genrens begyndelse. Helviti fik en lektion i, hvorfor Anthrax stadig er blandt de mest respekterede livebands i metalverdenen.
15 YEARS IN HELL samlede Helviti i et kaotisk stjernespækket jubilæumsshow
Da Copenhell måtte erstatte det annoncerede Twisted Sister-show efter aflysningen af deres tour, blev løsningen alt andet end en nødløsning. I stedet blev det til et massivt jubilæumsshow: 15 YEARS IN HELL – et sceneshow bygget som en fejring af festivalens historie, attitude og fællesskab, hvor et hav af danske og internationale gæster delte scenen i et gennemført one-off spectacle.
Konceptet var enkelt, men effektivt: ikoniske rock- og metalnumre blev fortolket af skiftende vokalister, guitarister og rytmesektioner, der konstant blev skiftet ind og ud som et levende, pulserende all-star ensemble. Fra klassiske stadion-riffs til moderne metal- og rockhymner blev Helviti-scenen forvandlet til et konstant skiftende musikalsk inferno, hvor hver eneste sang føltes som et nyt kapitel.
Fra åbningen med Were Not Gonna Take It / I Wanna Rock med Linnéa Vikström Egg, Søren Andersen og Georgios Alevrofas, over et stærkt midterfelt med blandt andre Ronnie Atkins, Gus G og Joey Belladonna, til mere eksperimenterende og eksplosive kombinationer som Sabotage, Ace of Spades og Everlong, var det tydeligt, at showet ikke handlede om ét band – men om en hel scene, der spillede sammen.
Særligt de danske indslag satte et tydeligt præg på aftenen, hvor navne som Tim Christensen, Nicklas Sonne, Jacob Hansen og flere andre viste, hvor bredt og stærkt et musikmiljø jubilæet repræsenterede. Overgangen mellem sange, DJ-sets og “riff battles” gjorde oplevelsen mere til et levende program end en traditionel koncert.
Afslutningen med Ulvens Ed og Det Bedste Til Mig og Mine Venner samlede hele scenen i et sidste fælles løft, hvor både gæster og publikum smeltede sammen i et øjeblik, der føltes som essensen af Copenhell: kaos, fællesskab og kærlighed til den tunge musik.
15 YEARS IN HELL blev ikke bare en erstatning. Det blev en markering af, hvad festivalen er blevet til på 15 år – og hvorfor den stadig står som noget helt særligt i den europæiske festivalscene.
Imminence forvandlede Hades til et teatralsk følelsesinferno
Imminence har på få år etableret sig som et af de mest unikke navne i moderne metalcore. Med deres særlige kombination af brutal tyngde, melodisk nerve og violinen som et bærende element har de skabt et lydunivers, der både føles ekstremt og sårbart på samme tid. Det er musik, hvor rå energi og emotionel dybde konstant kolliderer – og netop den kontrast har gjort dem til et band, der skiller sig markant ud live.
På Hades-scenen på Copenhell 2026 blev det hele forstærket til det yderste. Fra første sekund blev publikum trukket ind i et intenst, næsten filmisk univers, hvor lys, lyd og performance smeltede sammen til én samlet oplevelse. Eddie Bergs vokal skiftede ubesværet mellem skrøbelige melodiske passager og rå skrig, mens violinen skar sig igennem de tunge guitarflader og gav koncerten en dramatisk kant, der få andre bands kan matche.
Publikum reagerede derefter – først i stilhed og fascination, siden i kaotisk energi, hvor Hades-scenen blev til et fælles udbrud af følelser og bevægelse. Det var ikke bare endnu en metalcore-koncert, men en oplevelse, der føltes iscenesat og levende på samme tid.
Imminence leverede på Hades en optræden, der ikke bare blev hørt, men mærket.
P.O.D leverede solskin, tyngde og fællessang på Hades
P.O.D har siden 90’erne været et af de mest markante navne inden for rap metal og nu metal, med en lyd der blander tunge riffs, hiphop-inspireret vokal og et stærkt melodisk drive. Bandet har altid haft en evne til at kombinere aggressivitet med håb og fællesskab, hvilket har gjort deres musik til noget, der både rammer hårdt og løfter samtidig.
På Hades-scenen på Copenhell 2026 blev netop den balance tydelig fra første øjeblik. Publikum blev mødt af et band, der med smittende energi og stor spilleglæde fik selv de tidlige timer til at føles som en fest snarere end en opvarmning. Klassikere og fanfavoritter blev leveret med en friskhed, der viste, at P.O.D stadig spiller med både hjerte og intensitet.
Hades blev hurtigt forvandlet til et stort kor af hænder i vejret og stemmer, der sang med på de velkendte omkvæd, mens bandet selv stod som et samlingspunkt for en koncert, der handlede lige så meget om fællesskab som om tunge riffs.
P.O.D viste på Hades, at deres blanding af energi, melodi og positiv tyngde stadig rammer præcis dér, hvor publikum har mest brug for det.
Unpeople bragte ny rå energi til Pandæmonium
Unpeople er et af de nyere navne i den alternative rock- og metalverden, hvor de hurtigt har markeret sig med en lyd, der balancerer mellem det støjende, det melodiske og det fuldstændig uforudsigelige. Bandet bevæger sig i et felt, hvor intensitet og attitude er i centrum, og hvor konventioner gerne bliver skubbet til side til fordel for energi og nerve.
På Pandæmonium-scenen på Copenhell 2026 blev det tydeligt, at Unpeople er et band, der trives bedst i kaos. Fra første nummer blev publikum mødt af en direkte og kompromisløs tilgang, hvor tempo, støj og tilstedeværelse smeltede sammen i en intens åbning af scenen. Der var ingen opbygning – kun et konstant tryk, der hurtigt fik frontområdet til at reagere.
Koncerten udviklede sig til et råt og levende øjeblik i festivalens program, hvor Pandæmonium-scenen endnu en gang viste sig som det perfekte sted for nye, eksplosive navne, der spiller uden sikkerhedsnet.
Unpeople efterlod Pandæmonium med følelsen af et band, der stadig er i fuld udvikling – men allerede nu ved præcis, hvordan man skaber et øjeblik, der ikke slipper publikum igen.
Alestorm forvandlede Helviti til et syngende, skrigende piratkaos
Alestorm har for længst cementeret sig som metalverdenens mest kaotiske sørøverkaptajner. Med deres selvudnævnte “pirate metal” kombinerer de fest, parodi og tung energi i et univers, hvor seriøsitet er skiftet ud med fællessang, øl og ren, uforfalsket koncertkaos. Det er musik, der ikke bare skal høres – det skal opleves som én stor, grinende og skrigende fest.
På Helviti-scenen på Copenhell 2026 blev det hele skruet op i maksimum. Fra første tone var der ingen tvivl om, at publikum var med på legen: armene røg i vejret, omkvæd blev råbt tilbage mod scenen, og Helviti forvandlede sig hurtigt til et midlertidigt sørøverkongerige midt i København. Bandet styrede slagets gang med selvironi, energi og en konstant strøm af humor mellem numrene.
Samtidig var der en overraskende præcision bag kaosset. Under den festlige overflade leverede Alestorm et stramt og velspillet show, hvor de tunge riffs og hurtige temposkift holdt energien i gang fra start til slut.
Resultatet blev en koncert, hvor Helviti ikke bare var en hovedscene – men et fuldt ud sejlende piratskib midt i metalstormen.
