Spotlight på fotografen
Når lyset blinker, guitaren hviner og publikum jubler, er der én gruppe, der altid står klar helt tæt på scenen - koncertfotograferne. De fanger øjeblikkene, vi andre husker som magiske, og de gør det ofte med kameraet presset op til øjet midt i kaosset foran scenen. På Showscenen.dk vil vi gerne hylde de mennesker, der gennem deres linser giver os billeder, der fortæller historier, man næsten kan høre og mærke.
Hver måned sætter vi fokus på én koncertfotograf her i Danmark - ikke nødvendigvis én, der er tilknyttet Showscenen.dk - men én, du måske har set i fotograven på dit yndlingsspillested eller foran scenen på sommerens festivaler. Vi dykker ned i deres baggrund, arbejdsmetoder og personlige syn på livefotografi - og sender samtidig et kæmpe klap på skulderen til alle, der står bag kameraet og foreviger musikken.
Iceage i Ungarn
Split, Roskilde Festival
Hvad fotograferer du med, og har du nogle yndlingsobjektiver?
Da jeg i sin tid besluttede mig for at købe et spejlrefleks kamera kiggede jeg på hvad mine venner skød med, så blev det til et Nikon. Det kunne lige så godt have været et hvilket som helt andet mærke. Til gengæld er jeg rigtig glad for at været gået over til mirrorless, i dag bruger jeg et Nikon Z8. Jeg har tre objektiver med til koncerterne, alle 2.8 rent. De hedder 14-24 mm, 24-70 mm og 70-200 mm.
Bob Hund
Har du en signaturstil i din redigering eller en særlig æstetik i din fotografering?
Jeg kan bedst lide at arbejde med sort/hvide billeder. Farver er en ekstra påvirkning, uden dem kommer motivet og kompositionen tydeligere frem. Jeg synes at billederne bliver mere dramatiske i sort/hvid, jeg skruer som regel op for kontrast og clarity, det passer oftest bedst til de koncerter jeg plejer at gå til. Og så er jeg tit til koncerter hvor der er utroligt lidt lys, med sort/hvid kan jeg bedre presse et motiv ud af RAW-filerne.
Conflict, Loppen
Hvordan og hvornår begyndte du at fotografere koncerter eller musik?
Jeg har altid elsket at gå til koncerter, musik har betydet en hel del i mit liv. Og jeg har også altid godt kunne lide at fotografere. Det er jo fantastisk at det kan kombineres! Men det var først da jeg fyldte 50 at jeg endelig fik råd til et ordentligt kamera, og faktisk gik der et par år før jeg syntes at jeg kunne være bekendt at stille mig op foran scenen med et stort kamera i hånden. Og endnu flere år inden billederne blev gode. Det ærgrer mig at jeg kom så sent i gang, jeg har godt nok været til en masse vilde shows gennem tiden: Dead Kennedys i Saltlageret i ’82, Einstürtsende i Ungeren i ’84 hvor Unruh røg på skadestuen, på turne med MDC i Tyskland og Holland i ’85, og rigtig mange koncerter der står lidt mere tåget for mig.
Folk spørger ofte om jeg nu også får noget ud af musikken når jeg fotograferer. Men jeg har aldrig været sådan en der lyttede efter tekster så meget, og jeg er ikke musiker så jeg hører ikke efter hvilke akkorder der bliver spillet. Jeg har altid været mest optaget af den stemning musikken giver, og selvfølgelig det visuelle. Når jeg skyder en koncert er jeg altid meget koncentreret, det handler om at være til stede og se. Dem der prøver at snakke til mig mens musikken spiller, må synes at jeg er meget reserveret. Efter koncerten kan jeg være så udmattet efter at være fokuseret i så lang tid, at det føles som om jeg lige er sluppet ud af en krigszone.
EYES, Pumpehuset
Har du et nicheområde eller en bestemt genre, du foretrækker at fotografere?
Jeg står mest foran de små scener som fx Loppen, Råhuset og Basement. Efter min mening er det der man får det største musikoplevelser, fordi man er tæt på bandet. Jeg er vokset ud af punken, så jeg går meget efter punk- hardcore- og garagerocken. Men jeg prøver at variere det, for indenfor alle genre findes der dygtige musikere. I halvandet år har jeg taget billeder for online magasinet Selvtægt, de har slæbt mig med til en masse super fede koncerter jeg aldrig havde troet jeg ville bryde mig om. Min vigtigste festival er Gutter Island garagerock festival. Som alle andre arbejder jeg gratis, men så kan man altid give sig en flot titel. Så jeg er Fotochef.
I øvrigt så har jeg efterhånden oplevet, at selv om de største oplevelser er foran de små scener, så tager man de største skud, dem flest kan lide, foran de store scener af kendte musikere.
1: The Moontwins, Loppen
2: Zeke, Stairway
Hvordan griber du det an at indfange energien og atmosfæren i dine billeder fra liveoptrædener?
Jeg har lagt mærke til at nogle fotografer skyder koncerter som en jæger på safari, de går efter et headshot de kan hænge over kaminhylden. De billeder har jeg også taget mange af, det skal man jo. Og så et billede af hver af musikerne i fuld figur og så et oversigtsbillede. Nogle gange sker der bare ikke mere end det, sådan var fx Dry Cleaning på Loppen. Men jeg er gladest når jeg har skudt et billede hvor der er mere gang i den. Nogle gange kan øjenkontakt mellem to eller flere musikerne være nok, andre gange kan man fange en musiker der hopper eller står i en flot stilling under en solo. Det bedste er når publikum interagerer med musikerne, det fortæller meget om stemningen. Både hvis de vifter med armene, crowdsurfer eller skubber rundt med hinanden, men også hvis de står helt stille og drømmende lader sig glide ind i musikken.
De bedste billeder er dem der vækker følelser, og for at se dem er man nødt til at være vågen og opmærksom. Dygtige rockfotografer kan forudse hvad der kommer til at ske, kan aflæse at nu bliver der snart hoppet eller se at bassisten går hen til guitaristen for at lave et eller andet sejt. Jeg øver mig stadig…
I dag synes jeg det er frygteligt at være til en koncert hvor jeg ikke må fotografere, jeg får hele tiden øje på motiverne.
1: Uffe Lorenzen, portræt
2: Bleeder, Bremen
1: Flaming Lips, Vega
2: Witch Club Satan, Roskilde Festival
Hvis alt var muligt - hvad ville være dit drømmefotoprojekt eller din drømmeopgave?
Hvis der er en nulevende kunstner jeg drømmer om at fotografere, er det Iggy Pop. Jeg så ham i Falkoner i ’83, og jeg har elsket hans musik siden jeg hørte ham første gang. I mine tidlige punkdage i starten at 80’erne var der ikke lavet særlig meget punk endnu, så man lyttede til alt hvad det mindede om det. Bowie og Iggy Pop var godt med der.
Hvis jeg kunne rejse tilbage i tid og sted ville jeg tage til England i ’78 eller ’79 og se The Specials varme op for The Clash, sikke nogle aftener det må have været!
Hvad er én ting, du gerne vil opnå?
På et personligt plan, at blive teknisk dygtigere til at tage billeder.
Men jeg drømmer om en musikscene hvor musikerne får en ordentlig betaling for det de laver. Jeg kan blive helt rørt ved tanken om at der er folk som bruger et halv liv på et mestre et instrument, en masse kreativitet på at skabe skøn musik, tilbringer en evighed i et øvelokale for at mestre samspillet med de andre bandmedlemmer, snakker i telefon i timevis med bookere, pladeselskaber og spillesteder, kører rundt i en lille bus i ugevis gennem hele Europa, slæber rundt på instrumenter, laver lydprøver, alt sammen for at underholde mig i en lille times tid. De mennesker er helte, og de fortjener bedre vilkår!
Simona Abdallah, Palæstina Fest
Hvem i det kreative miljø har inspireret dig eller hjulpet dig på din rejse?
I min ungdom elskede jeg når Gorm Valentin havde taget billeder til en anmeldelse i Politiken, han har i den grad inspireret mig. Når jeg har skudt en musiker som er fanget i en lang lyskegle, tænker jeg altid på ham. Og så er jeg utrolig glad for det venskab jeg nåede at have med Jan Sneum. Han havde en skøn og rar tilgang til mødet med andre mennesker, og en uudslukkelig nysgerrighed som jeg en gang imellem prøver at minde mig selv om at man skal huske at have.
Magtens Korriodorer, Cannonball
Hvilken misforståelse vil du gerne aflive – eller har du en stærk holdning til udfordringerne eller livet som koncertfotograf?
Hvis jeg nu kunne vælge, ville jeg hellere have lov til at tage billeder af de sidste tre numre når vi står i fotograven til de store koncerter. Som det er nu, er det næsten altid de tre første, hvor bandet ikke er kommet rigtig i gang endnu, ingen sveder eller bløder, og publikum er ikke kommet op at køre endnu.
Til langt de fleste koncerter er det ikke et problem for mig, men en gang imellem oplever jeg at nogle blandt publikum bliver irriteret på mig når jeg fotograferer. Jeg forsøger ellers at være diskret, ikke blive stående for lang tid det samme sted, sætte mig ned og skyde nedefra og at stille mig ud til siden når jeg ikke tager billeder. Heldigvis er langt de fleste klar over at jeg har en vigtig funktion, både for bandet og spillestedet, som jeg oftest deler mine billeder med, og folk har selv glæde af de billeder jeg deler på facebook.
Jeg bruger stort set aldrig blitz, og det er yderst sjældent at jeg går rundt på scenen mens musikken spiller. En fotograf skal helst være uset som en anden ninja, hvilket dog kan være lidt vanskeligt for sådan en stor, tyk, gammel, stiv i kroppen type som mig.
Vulvatorius, Copenhell (Hades)