Fotograf: Peter Bay Isak
Skribent: Sofie Carlsen
I hjertet af kælderen: Sebastian Wolff mestrer det nøgne udtryk
Fra Kellermensch til solo: Et kunstnerisk selvportræt
Sebastian Wolff er for mange et navn forbundet med det mørke, intense og kompromisløse rockband Kellermensch — en frontmand der med sin karakteristiske stemme og skrøbeligt formidable lyrik har skabt en niche i dansk rockhistorie. Men bag rampelyset i bandet gemmer sig en sangskriver, som altid har haft en enorm produktivitet og et hav af sange, der ikke fandt plads i Kellermenschs katalog.
I 2024 valgte Wolff at udfordre sig selv kunstnerisk og kreativt ved at skabe et projekt under eget navn — et projekt hvor han trækker på både sit uudgivne materiale og nyfortolkninger af sange fra Kellermensch-værket, ofte med en eksperimenterende tilgang. Dette har inkluderet forskellige sceniske formationer — fra fuldt band til solooptrædener — med den røde tråd værende Wolffs stemme, lyrik og nærvær i centrum.
Soloformatet, som Wolff på Café Von Hatten omfavnede denne februaraften, er måske det mest sårbare og usminkede udtryk i hans repertoire — en direkte forbindelse mellem kunstner og publikum uden ornamenter eller bagtæppe.
Intimitetens magi i Café Von Hattens kælder
At træde ned i Café Von Hattens kælder er at træde ind i et rum, hvor lyd og ånd hænger tæt. Der er ingen storskærme, ingen fjern barriere mellem scenen og publikum — blot én guitar, én stemme og et mørkt rum fyldt med forventning. Denne ramme er perfekt til Sebastian Wolffs soloformat, hvor enhver nuance i hans fremførelse bliver tydelig. Publikum var talstærkt mødt op, en blanding af lokale musikelskere og dedikerede fans, der uden tvivl kender ham fra hans tid med Kellermensch.
Fra første akkord var det klart, at denne aften ikke ville handle om prangende effekt, men om nærvær og følelse.
Et sæt mellem fortid og fremtid
Wolff åbnede koncerten med en række af sine nyere solosange — nogle kendte, andre måske ukendte for publikum. Hans guitarspil var underspillet, næsten meditationagtigt i intimitet, men stemmen, som altid bærer en rå, næsten knugende styrke, var uforandret i sin evne til at trænge dybt ind i lytterens bevidsthed. Teksterne fremstod som et fælt spejl af menneskelige erfaringer: tab, længsel, håb og det bittersøde ved fragilitet.
Mellem sine egne numre trak Wolff også essensen ud af nogle af de mere kendte Kellermensch-numre, men i soloform blev de til noget helt andet — ikke længere tunge rock-hymner, men intime fortællinger, hvor hver eneste sætning var blottet for ornamenter og lå direkte i publikums hjerterum.
Det var også i denne vekselvirkning, at aftenen fik sin dramaturgi: Fra lavmælte, næsten hviskende stunder til mere intense, åbne udbrud, hvor stemmen, som en mørk ravn, vendte tilbage med et dragende greb om rummets akustik.
Nærvær, lyd og publikumsmøde
Sebastian Wolffs styrke som soloartist ligger ikke alene i sangenes komposition, men i den måde han formår at skabe en umiddelbar forbindelse til sit publikum. I et rum som Von Hattens kælder bliver det til en næsten taktil oplevelse: Når han stille overhørte publikum, blev stilheden selv et instrument.
Lydmæssigt var det simpelt, men effektivt. Wolff lod guitarens naturlige resonans fylde rummet og gav plads til, at hans vokal kunne blomstre i sin rå form. Dette skabte en følelse af at lytte til noget levende og uforudsigeligt — som om man vidnede en kunstner i færd med at afdække sit eget indre landskab, note for note.
Et øjeblik af samhørighed
Koncerten sluttede i en næsten ceremoniøs stemning. Publikum, som havde været stille og opslugt hele aftenen, belønnede Wolff med langvarige klapsalver — ikke blot for det, han havde fremført, men for den måde han havde placeret ordene og tonerne i deres sind. I det øjeblik var det tydeligt, at soloformatet ikke blot er en parentes i Wolffs karriere, men en vital del af hans kunstneriske identitet.
Et nærvær, der brænder sig ind
Fredagens koncert med Sebastian Wolff på Café Von Hatten var mere end en optræden; det var et møde. Et møde mellem en kunstner, hans ord og et publikum, der var villigt til at træde helt tæt på. I den nøgne soloform fik vi ikke bare musik — vi fik en fortælling, tæt, ærlig og levende.
Hvis denne aften var et kort blik ind i Wolffs kreative sjæl, så er der al mulig grund til at glæde sig til det, han fortsat vil dele — både som soloartist og som frontmand for sit solo-projekt med band i efteråret, atter igen.