Fotografens perspektiv
Det var med en vis nervøsitet, vi gik til opgaven denne aften i Royal Arena. Forud for koncerten var der opstået forvirring omkring arbejdsforholdene for os fotografer. Efter lidt forhandling endte det med, at vi fik lov til at fotografere Simple Plan fra pitten – helt oppe foran scenen, hvor man kan mærke energien og se sveden springe fra panden på musikerne. Men til The Offspring kom der pludselig restriktioner. Her måtte vi kun fotografere nede foran lydbroen – langt tilbage i salen.
En redaktionel bemærkning er derfor på sin plads: På Showscenen fotograferer vi normalt ikke koncerter, hvor fotografen er placeret ved lydbroen. Det giver ganske enkelt ikke de billeder, der viser, hvordan koncerten føles fra scenekanten. Men i aften gjorde vi en undtagelse – og det skyldes udelukkende, at Simple Plan leverede en så fantastisk koncert, at de for mange – inklusiv undertegnede – faktisk var aftenens reelle hovednavn.
En redaktionel bemærkning er derfor på sin plads: På Showscenen fotograferer vi normalt ikke koncerter, hvor fotografen er placeret ved lydbroen. Det giver ganske enkelt ikke de billeder, der viser, hvordan koncerten føles fra scenekanten. Men i aften gjorde vi en undtagelse – og det skyldes udelukkende, at Simple Plan leverede en så fantastisk koncert, at de for mange – inklusiv undertegnede – faktisk var aftenens reelle hovednavn.
Simple Plan – Nostalgisk ekstase med ungdommens lydspor
Det er efterhånden nogle år siden, at Simple Plan sidst gæstede Danmark, men gensynet kunne næsten ikke have været mere vellykket. Bandet indtog Royal Arenas scene som om de aldrig havde forladt den, og leverede en time lang koncert, der i intensitet og publikumskontakt svarede til 70 % af en headliner.
Energien var høj fra første akkord, og publikumsresponsen var euforisk. Det stod hurtigt klart, at Simple Plan har haft en helt særlig plads i mange publikummers ungdom – og ja, også i min egen. Hvert eneste omkvæd blev mødt med fællessang, hænder i vejret og brede smil. “I’m Just a Kid”, “Welcome to My Life” og “Perfect” ramte som små tidsmaskiner tilbage til teenageårenes soundtrack.
Forsanger Pierre Bouvier var i topform, og bandet formåede at balancere perfekt mellem punket energi, humor og rendyrket nostalgi. Det var et gensyn, der både rørte og løftede, og som beviste, at Simple Plan stadig kan få et publikum til at eksplodere af glæde.
Energien var høj fra første akkord, og publikumsresponsen var euforisk. Det stod hurtigt klart, at Simple Plan har haft en helt særlig plads i mange publikummers ungdom – og ja, også i min egen. Hvert eneste omkvæd blev mødt med fællessang, hænder i vejret og brede smil. “I’m Just a Kid”, “Welcome to My Life” og “Perfect” ramte som små tidsmaskiner tilbage til teenageårenes soundtrack.
Forsanger Pierre Bouvier var i topform, og bandet formåede at balancere perfekt mellem punket energi, humor og rendyrket nostalgi. Det var et gensyn, der både rørte og løftede, og som beviste, at Simple Plan stadig kan få et publikum til at eksplodere af glæde.
The Offspring – Supercharged nostalgi med sløret vokal
Da The Offspring tog over, var stemningen allerede elektrisk. Publikum var varmet op til bristepunktet, og der gik ikke mange sekunder, før de første moshpits blev dannet, og trøjerne fløj i vejret. Det var tydeligt, at mange var kommet for at opleve et af 90’ernes største punkrockbands levere deres klassiske energi – og det fik de. Næsten.
For nok var showet pakket med fyrværkeri, konfetti og et massivt lysshow, men der var ét problem, der ikke kunne ignoreres: Dexter Hollands vokal. I koncertens første halvdel holdt stemmen nogenlunde, men hen imod slutningen begyndte den at knirke, vakle og til tider forsvinde helt. Under kæmpehittet “Pretty Fly (For A White Guy)” kunne han knap nok ramme tonerne, og det tog lidt af magien ud af oplevelsen.
Men lad det være sagt: Publikum lod sig ikke mærke af det. Tværtimod. Stemningen var fandenivoldsk og rå på den helt rigtige måde. Særligt Noodles’ headbanging-version af “In The Hall of the Mountain King” viste, hvorfor han stadig er blandt genrens mest karismatiske guitarister. Og da trommeslageren Brandon Pertzborn – bandets unge vidunderbarn – leverede sin solo, var det næsten som at se et generationsskifte udspille sig live.
Et publikum i ekstase
Det danske publikum i Royal Arena leverede en præstation i sig selv. Sjældent har jeg oplevet en så intens og dedikeret energi til en arenakoncert. Mosh-pit, fællessang og en smittende glæde fyldte hele gulvet. Man kunne mærke, at både The Offspring og Simple Plan ramte noget dybt i de fremmødte – en kombination af ungdommens oprør og voksenlivets længsel efter de ubekymrede dage.
Konklusion
Aftenen var en nostalgisk tidsrejse med to bands, der på hver deres måde har formet punkrockens populærkultur. Simple Plan leverede et sæt, der næsten stjal hele showet – frisk, rørende og energisk. The Offspring leverede kraft og attitude, men Dexter Hollands stemme manglede den sidste styrke til at løfte koncerten helt i mål.
Publikum fik dog alt, hvad de kom for – og lidt til. For når Royal Arena koger, og konfettien hænger i luften, så er det svært ikke at blive revet med. Kun den sidste vokale finesse manglede, før aftenen havde været en dobbelt fuldtræffer.
Publikum fik dog alt, hvad de kom for – og lidt til. For når Royal Arena koger, og konfettien hænger i luften, så er det svært ikke at blive revet med. Kun den sidste vokale finesse manglede, før aftenen havde været en dobbelt fuldtræffer.
