Foto: Marie Hald
Spotlight på fotografen
Når lyset blinker, guitaren hviner og publikum jubler, er der én gruppe, der altid står klar helt tæt på scenen - koncertfotograferne. De fanger øjeblikkene, vi andre husker som magiske, og de gør det ofte med kameraet presset op til øjet midt i kaosset foran scenen. På Showscenen.dk vil vi gerne hylde de mennesker, der gennem deres linser giver os billeder, der fortæller historier, man næsten kan høre og mærke.
Hver måned sætter vi fokus på én koncertfotograf her i Danmark - ikke nødvendigvis én, der er tilknyttet Showscenen.dk - men én, du måske har set i fotograven på dit yndlingsspillested eller foran scenen på sommerens festivaler. Vi dykker ned i deres baggrund, arbejdsmetoder og personlige syn på livefotografi - og sender samtidig et kæmpe klap på skulderen til alle, der står bag kameraet og foreviger musikken.
Hvad fotograferer du med, og har du nogle yndlingsobjektiver?
Jeg har tre Canon R6 M2 kamerahuse, og min standard opsætning er for det meste den klassiske treenighed, som består af Canon RF 15-35mm F2.8L IS USM, Canon RF 24-70mm F2.8L IS USM, og min arbejdshest og yndlings objektiv Canon RF 70-200mm F2.8L IS USM. Når det er sagt, så pakker jeg altid min taske og gear ud fra opgaven, spillestedet, forhold og de forventninger og planer jeg selv har til koncerten.
Da jeg startede med at fotografere koncerter, brugte jeg meget mit Canon EF 50mm F1.2L USM, som i en lang periode var et af mit absolutte favorit glas, da det har en skarphed og ydeevne, som jeg ikke har oplevet mange andre objektiver kan matche. Men over tid har jeg fået opbygget en arbejdsgang og rutine, hvor det at bruge prime-objektiver ikke længere falder mig lige så naturligt. Primært grundet de begrænsninger, der er ved en fast brændvidde.
Har du en signaturstil i din redigering eller en særlig æstetik i din fotografering?
Jeg har altid haft en stor forkærlighed til at portrættere artisten. Billeder skudt som close-up har længe været mit favoritudtryk. Det at se artisten tæt og i stor skala, hvor mimik, følelser og alt det kropssproget viser - har længe været mit udgangspunkt og det, jeg har jagtet. Det har dog gradvist ændret sig markant over tid, og i dag tager jeg flere og flere billeder i bredformat. De der kender mig, og kender til mine koncertbilleder, vil med sikkerhed sige, at mine billeder i en lang periode har været let genkendelige. Men jeg har i min udvikling helt bevidst været igennem en transformation, fra primært at skyde med tele, til at brede mit synsfelt og billeder ud i vidvinkel. I min jagt på det enkelte billede af artisten, har jeg med tiden følt, at det har været på bekostning af selve koncertoplevelsen, scenografi og lys m.m. Jeg synes selv, at jeg er landet et sted, hvor mine billeder forsat er let genkendelige, samtidig med at jeg løbende udvikler mig.
Når jeg redigerer, vil jeg hellere underspille end at give den fuld smadder. Oftest har mine billeder en varm gylden og mørk undertone, og jeg har for vane at skrue lidt op for især texture og clarity, og nedjustere highlits. Men ellers er min tilgang til redigering, at less is more. Jeg synes, at det er vigtigt, at billederne er troværdige, og ikke ligner et glansbillede eller en filmplakat.
Hvordan og hvornår begyndte du at fotografere koncerter eller musik?
Mit officielle startskud var til Haven Festival ude på Refshaleøen i 2017, hvor jeg var inviteret som fotograf af Visit Copenhagen. Her var den første koncert jeg blev akkrediteret til, Nelson Can, og det var som at få et knytnæveslag lige i solarplexus. Jeg blev fuldstændig blæst bag over af deres rå vildskab og energien i deres performance. Den følelse jeg fik ved at fotografere Nelson Can kom ikke igen, da jeg f.eks. skulle fotografere Iggy Pop, Kwamie Liv eller Bon Iver senere på samme festival. Men den gav mig sulten og lysten til at prøve igen – og jeg søgte derfor med lys og lygte i mit netværk, efter hjælp til at blive akkrediteret til forskellige koncerter arrangementer og spillesteder, for at genopleve glæden ved at fotograferer live musik.
Jeg holdt fast i drømmen, og min gode ven Jens Peter Brask hjalp mig med at blive akkrediteret til ”Sommer i Søndermarken” i 2018, hvor bl.a. Sort Sol, C.V. Jørgensen, Medina, Dizzy Mizz Lizzy, Medina, Carl Emil og Thomas Helmig var på plakaten. Jeg fik lov til at dække samtlige koncerter, og følelsen og glæden ved at fotografere koncerter var genskabt med et fingerknips. Jeg vidste med mig selv, at hvis jeg fik chancen igen, så skulle der mere end ti vilde heste til at holde mig tilbage.
Netværk er guld værd, især når man som jeg kom med kun et dusin koncerter under vesten og hatten i hånden, og søgte om fototilladelse - uden at have en portefølje at fremvise. Derfor er det vigtigt for mig at sende en stor tak til alle de fantastiske mennesker, der har hjulpet mig på vej. Især tak til Christoffer Anias Sandager, som havde blind tillid til mig og åbnede døren til at jeg kunne fotografere Fredagsrock i Tivoli. Sidst men ikke mindst, den største tak til min hustru Charlotte. Uden hendes ubetinget opbakning - vil det ikke være muligt for mig at udleve min passion.
Har du et nicheområde eller en bestemt genre, du foretrækker at fotografere?
I og med at jeg har været tilknyttet Tivoli, som en af deres tre faste koncertfotografer siden 2020, og Tivoli er det spillested, hvor jeg fotograferer ubetinget mest – tager mine billeder primært og helt naturligt afsæt i popmusik og danske bands. Jeg elsker dansk musik, og mine største koncertoplevelser som fotograf er også med danske artister. Så skal jeg pege i en retning og udvælge en genre, så lander pilen på dansk pop/rock musik.
Når det er sagt, så har jeg ikke en genre, som jeg foretrækker mere end andre. For mig handler det mere generelt om artisterne, og den energi, det samspil og den tilgang bandet udviser overfor deres publikum, spillestedet og i høj grad os fotografer. Hvis energien og bandet er nærværende, så kan det være rock, pop,
hip-hop eller metal, blot nerven er til stede. Men jeg har da bands, som jeg holder særligt meget af, og her er Hugorm og D-A-D to af mine absolutte favoritter, og som jeg til enhver tid vil fotografere, hvis muligheden byder sig. Det er også Hugorm og
D-A-D som ubetinget har givet mig de største oplevelser som koncertfotograf.
Hvordan griber du det an at indfange energien og atmosfæren i dine billeder fra liveoptrædener?
Først og fremmest er det vigtigt for mig at komme i god tid før koncerten starter. Det med at komme i sidste øjeblik, med en lang arbejdsdag i bagagen – virker ikke for mig. Min eneste rutine når jeg møder på et spillested er, at jeg altid kigger grundigt på scenen og arbejdsforholdene, og studerer placering af mikrofoner og instrumenter m.m. før start, og herefter kaster jeg et blik ud over publikum. Det giver mig en god fornemmelse af, hvad der er i vente, og hvor jeg skal placere mig - og det gør mig mentalt klar.
Ellers har jeg bevist ikke en gameplan. Jeg arbejder bedst på mit instinkt, og tager hele tiden bestik af musikerne, lyset og de betingelser, der er til stede, eller byder sig. På den måde oplever jeg og indfanger bedst koncerten, og formidler den videre i mine billeder.
Har du fotograferet nogle af dine yndlingskunstnere eller events? Hvad betragter du som dine største resultater indtil videre?
Hugorm koncerten i Royal Arena i november 2024 står absolut øverst på skamlen, som den ubetinget største koncertoplevelse jeg har haft som fotograf. Jeg var så heldig at blive inviteret af Hugorms manager Andreas Balslev-Olesen, til at dække hele Hugorms koncert i Royal Arena. Det var en fuldstændig magisk og vild oplevelse, og en aften som jeg aldrig glemmer.
Jeg kunne nævne mange koncerter, som har gjort dybt indtryk og som har været kæmpe oplevelser. At få adgang til at fotografere Steen Jørgensen fra Sort Sol, spille akustisk nede i Cisternerne under Søndermarken, imens det blev transmitteret live under Corona lockdown tilbage i april 2020, som den eneste fotograf sammen med Per Lange, er nok den smukkeste og mest rørende musikalske oplevelser, jeg har haft. Fællesnævneren for de koncerter jeg husker som noget helt specielt, tager næsten alle afsæt i - når tilliden mellem management, band og fotografen går begge veje. Det er ofte der de store oplevelser og minder skabes.
Jeg har ikke opnået resultater i form af priser, anerkendelse eller Awards. Men jeg har på det personlige plan, opnået langt mere end jeg nogensinde turde drømme om, når jeg kigger tilbage på min rejse fra 2017 og hvor jeg står i dag - målt og holdt op imod de udfordringer og begrænsninger jeg også har skulle forholde mig til. Som far til en datter med et svært mentalt udviklingshandicap gør, at jeg ikke kan deltage på festivaler, og at jeg må sige nej til opgaver, fordi det ikke er foreneligt med mit privatliv. At jeg i slutningen af 2020 også blev ramt af en blodprop i hjernen, som også har medført nogle begrænsninger gør, at når jeg skal sige, hvad der er mit største ”resultat”, så er det, at jeg til trods for øvrige omstændigheder, har formået at fotografere så relativt meget.
Hvis alt var muligt - hvad ville være dit drømmefotoprojekt eller din drømmeopgave?
Min drømmeopgave ville være at fotografere Eurythmics, med Annie Lennox og Dave Stewart sammen på scenen. Jeg har været kæmpe fan af Eurythmics siden midt 80'erne, og min første helt store stadion koncertoplevelse var netop med Eurythmics i den gamle Idrætspark tilbage i 1987, da de var i København på deres Revenge Tour. Efterfølgende har jeg set dem samlet og hver for sig er par gange, men jeg har aldrig fotograferet dem sammen. Det er ikke realistisk, men det er en drøm. At fotografere en koncert i legendariske Madison Square Garden, kunne jeg også godt tænke mig at opleve.
Hvad er én ting, du gerne vil opnå?
Det er et rigtig godt spørgsmål! Når jeg mærker efter, og når jeg i min søgen skal lede efter én ting jeg gerne vil opnå, så skal jeg ikke bruge en kikkert, men et spejl. Jeg har i de få år jeg har været hobby koncertfotograf, gået fra at være en enmandshær, der har skulle kæmpe med hud og hår for at opbygge en portefølje og netværk – til at stå et sted i dag, hvor jeg bliver tilbudt opgaver, og hvor flere kollegaer, bands og folk i branchen kender mig og til mit arbejde.
Det var præcis, det jeg drømte om ude til Haven Festival på Refshaleøen tilbage i sommeren 2017. Dengang ville jeg prise mig lykkelig, tilfreds og være evigt taknemmelig, hvis jeg i fremtiden kunne være koncertfotograf når chancen bød sig, og det kunne passe ind i familiens kalender. Så jeg synes faktisk, at jeg allerede har opnået den ene ting.
Hvem i det kreative miljø har inspireret dig eller hjulpet dig på din rejse?
Der er mange fotograferer, der har været en kæmpe kilde til inspiration for mig, og forsat er det.
Eddie Michel er en sublim fotograf og detaljens mester. Eddis billeder er i alle facetter håndværk ud til fingerspidserne, og hans niveau er altid tårnhøjt og har internationalt format. Derudover, så har Eddie også været en god ven og sparringspartner de sidste par år, som har givet mig mange gode råd og konstruktiv feedback på mine billeder. Derfor falder det mig helt naturligt at fremhæve og takke Eddie for inspiration og venskab.
Nikolaj Bransholm er også vanvittig dygtig, måske den bedste. Udover at være et naturtalent - så er Nikolaj også et fantastisk menneske, med benene godt plantet i jorden.
Peter Troest, min kollega i Tivoli er også en klasse fotograf, og blandt de bedste på den danske scene. Peter har gennem de fem år vi har arbejdet sammen til Fredagsrock, inspireret mig meget, og gør det fortsat.
Søren Lynggaard er også en fotograf, som jeg ser op til og har stor respekt for. Søren har en helt unik måde at indfange stemning og lys på. Jeg er tosset med hans analoge billeder, og det klassisk old school cinematiske look han formår at skabe. Det er altid en fornøjelse at hilse på Søren, når vores veje mødes på et spillested.
Morten Rygaard er et kæmpe ikon, og jeg fuld af beundring og har den dybeste respekt for de talrige og vanvittige flotte billeder, som Morten har skudt igennem årene, og som han bliver ved med at levere, koncert efter koncert.
Jeg kunne nævne i flæng, men vil slutte med at også at sende KÆMPE props ud til Morten Vaupell og Peter Bay Isak. I er stjerner i min bog og hamrende dygtige, og blandt de fotograferer, der inspirerer mig mest.
Hvilken misforståelse vil du gerne aflive – eller har du en stærk holdning til udfordringerne eller livet som koncertfotograf?
Jeg kan ofte blive forundret til grænsen af forarget over de forhold vi koncertfotografer nogle gange bydes, i særdeleshed af store internationale artister. Når bands stiller krav om, at fotograferne skal stå ved Front of House 50 meter fra scenen ude blandt publikum, eller at vi skal stå på et frimærke i venstre side af scenen, og kun må fotografere det første nummer af koncerten, så synes jeg at vilkårene og arbejdsbetingelserne er skamfulde. Når og hvis der oveni i det også forlanges, at billederne efterfølgende skal godkendes inden de publiceres, og der skal underskrives kontrakt, og fotoudstyr og telefoner skal lukkes inde, hvis man ønsker at bliver til venuet osv., så er det i min optik tæt på at være en umyndiggørelse af fotograferne, og en amputering af faget. Jeg kan ikke komme i tanke om andre professioner, hvor man byder en faggruppe disse arbejdsforhold?
Jeg vil gerne her på falderebet aflive en af de vandrehistorier og misforståelser, som jeg ofte hører omkring koncertfotografer. Mange tror, at det er et erhverv bygget på et fundament af spidse albuer, og hvor enhver er sin egen lykkes smed. Stort set alle de fotograferer jeg har mødt og kender, er alle utrolige venlige, hjælpsomme og villige til at dele ud af deres erfaring - og altid klar til at gøre en positiv forskel for deres kollegaer. Jeg har kun oplevet hjælpsomhed og åbne arme, de gange jeg selv har rakt ud.