Der sker noget i Jylland. Noget, der larmer, sveder og insisterer på at blive hørt. Metal-musikken har i de senere år fundet nyt liv uden for de klassiske storby-akser, og Randers har for alvor meldt sig ind i kampen. Det er både befriende og nødvendigt. For mens København ofte løber med opmærksomheden, bobler det i øjeblikket af overraskelser og kompromisløs metal i det jyske – og Gallows er et lysende eksempel på netop det.
Én-dags-metal-festivalen Gallows lever nu på sit andet år, og allerede inden første guitarstreng blev slået an, stod det klart: det her var ikke bare en gentagelse, men en markant opgradering.
Dette års festival var igen et samarbejde med tre kulturaktører i byen, hvorfor scenerne var at finde på Turbinen, Underværket og Biblioteket.
Dette års festival var igen et samarbejde med tre kulturaktører i byen, hvorfor scenerne var at finde på Turbinen, Underværket og Biblioteket.
Fra podcast til udsolgt festival
Gallows begyndte dagen med rødderne solidt plantet i metal-formidlingen. Festivalen blev sparket i gang med en live-udgave af Sort Søndag-podcasten, styret af Anders Bøtter og Jakob Trolle. Stemningen var afslappet, nørdet og fuld af kærlighed til genren – indtil meldingen kom, som sendte et kollektivt jubelbrøl gennem salen:
GALLOWS MELDER UDSOLGT! FANTASTISK.
På scenen var gæster som Andreas Truelsen, der åbenhjertigt talte om Plaguemaces ophør, medlemmer fra KATLA og Joe Timmens fra Gallows-styregruppen. Samtalerne kredsede om musik, miljø og viljen til at bygge noget op fra bunden. Glæd dig til afsnittet udkommer “live” – for her får man ikke bare Gallows’ historie, men også en tydelig fornemmelse af, hvorfor programmet var så stærkt, som det var.
Demersal x Pukewolf
Dermersal og Pukewolf gik sammen på scenen på Turbinen efter Sort Søndag live-podcasten var forbi.
Sammensmeltningen af Demersal og Pukewolf var et bevidst valg om at starte dagen uden sikkerhedsnet. Begge bands bevæger sig i krydsfeltet mellem hardcore, sludge og ekstrem metal, men sammen blev det endnu mere utilregneligt. Sætlisten føltes som et konstant skift mellem kontrolleret tyngde og eksplosiv voldsomhed, hvor publikum aldrig helt vidste, hvad næste minut ville bringe.
At Mai fra Meejah gæstede scenen – frisk fra sin optræden i Pumpehuset dagen før som gæst hos John Cxnnor – gav koncerten et ekstra lag. Hendes vokale bidrag skar igennem lydbilledet og tilførte både kontrast og intensitet. Det var en åbningskoncert, der ikke lagde op til forsigtig opvarmning, men i stedet krævede fuld opmærksomhed fra første sekund.
KATLA
KATLA åbnede scenen i kultursalen på Biblioteket. Katla står som en af de mest markante repræsentanter for den tunge, danske doom- og sludge-scene. Deres musik er langsom, knusende og næsten ceremoniel i sit udtryk. På Gallows fungerede de som et mørkt åndehul midt i dagens mere hektiske udtryk – ikke fordi det var lettere, men fordi det var tungere.
Hvert riff fik lov at hænge i luften, mens trommerne trak publikum dybere ned i den dystre stemning. KATLA minder én om, at metal ikke altid handler om tempo, men om tyngde, atmosfære og evnen til at få tiden til at stå stille.
Wolfhead
Wolfhead repræsenterede den moderne, kompromisløse metalcore med fokus på præcision og energi. Bandet balancerer aggressivitet med teknisk overskud, og live var det tydeligt, at de er vant til at stå på en scene. Breakdowns ramte hårdt, omkvædene sad fast, og kontakten til publikum var konstant. Publikum fik hvad de kom for, i Store Sal på Underværket!
Wolfhead adskiller sig ved ikke bare at læne sig op ad genre-klichéer, men ved at fremstå sultne – som et band, der vil fremad og gerne vil bevise, at de hører til på større scener end denne.
Krapyl (NO)
Krapyl var uden sammenligning én af Gallows’ største overraskelser. De indtog hele kultursalen på biblioteket. Den rå facade af fliser og mursten åd de råt! Et band, mange i salen ikke kendte på forhånd – men som forlod scenen med alles opmærksomhed rettet mod sig. De unge nordmænd trådte ind med en selvsikkerhed, der normalt kun ses hos langt mere rutinerede navne, og fra første nummer var det tydeligt, at de ikke var kommet for at varme op – de var kommet for at tage over.
Deres black metal er hurtig, aggressiv og spillet med en næsten smittende spilleglæde. Det er råt uden at være rodet, kaotisk uden at miste retning. Krapyl formår at balancere den klassiske back metal med et moderne drive, hvor tempoet konstant presses, og hvor hvert nummer føles som et udbrud snarere end en komposition.
Live var de elektriske. Frontmanden bevægede sig konstant i spændingsfeltet mellem scene og publikum, og kontakten var øjeblikkelig og ægte. Man kunne mærke, at bandet nød at spille – men også at de tog rummet seriøst. Publikum reagerede prompte: flere bevægede sig tættere på, hoveder nikkede, skuldre stødte sammen, og energien foran scenen voksede markant.
Det særlige ved Krapyl var netop følelsen af at opdage noget nyt. Den dér sjældne koncertoplevelse, hvor man bagefter tænker: “Dem her ser vi igen – spørgsmålet er bare hvor stort næste gang bliver.” Hvis Gallows handler om at præsentere både det etablerede og det kommende, så var Krapyl et skoleeksempel på, hvorfor det giver mening at kigge mod Norden.
Kort sagt: Krapyl sparkede helt absurd meget røv – og satte et stort, fedt, norsk udråbstegn i Randers.
Oxx
Oxx fungerede som et nødvendigt slag i mellemgulvet midt i programmet – et band, der trak Gallows helt ned til hardcore-punkens rå kerne. Hvor nogle acts arbejdede med store opbygninger og tunge stemninger, valgte Oxx den stik modsatte tilgang: kort, kontant og uden nogen form for indpakning.
Deres lyd er gennemsyret af klassisk hardcore-punk-attitude, men med en moderne aggressivitet, der gør den umiddelbart nærværende. Numrene ramte hurtigt og hårdt, og der var ingen pauser til smalltalk eller selviscenesættelse. Oxx spillede, som om hvert nummer var en nødvendighed – ikke en præstation, men en udladning.
Live, på Underværkets scene i Store Sal, fremstod bandet kompromisløse og intense. Publikum blev trukket helt tæt på scenen, og energien foran var mere koncentreret end kaotisk: knyttede næver, hoppende kroppe og blikke rettet stift mod bandet. Det var den type koncert, hvor man ikke nødvendigvis stagediver konstant, men i stedet mærker musikken fysisk – i brystkassen og i kæben.
Oxx adskiller sig ved deres tydelige DIY-ånd og deres insisteren på, at hardcore stadig handler om ærlighed frem for finesse. På Gallows var de en påmindelse om, hvor festivalens rødder ligger: i det rå, det direkte og det fællesskab, der opstår, når musik ikke poleres, men leves.
Spøgelse (SE)
Spøgelse var ikke bare endnu et band på plakaten – de var et regulært naturfænomen. Allerede i det øjeblik de gik på scenen, ændrede stemningen i rummet karakter. Det føltes, som om luften blev tungere, varmen steg, og publikum instinktivt rykkede tættere sammen. En tornado fra Göteborg, der ramte Randers med fuld kraft.
Musikalsk bevæger Spøgelse sig i den tunge ende af hardcore-spektret, men det er deres fysiske tilstedeværelse, der for alvor adskiller dem fra mængden. Riffsene er massive og insisterende, trommerne hamrer uden nåde, og vokalen leveres med en desperation og vrede, der føles fuldstændig ufiltreret. Det er musik, der ikke beder om opmærksomhed – den tager den.
Sceneshowet var intenst og kompromisløst. Bandmedlemmerne bevægede sig konstant, sparkede, svedte og kastede sig ind i musikken med en voldsomhed, der gjorde koncerten lige så meget til en visuel oplevelse som en auditiv. Der var ingen pauser, ingen forsøg på at tale publikum op – kun et konstant pres fremad.
Publikum reagerede derefter. Pitten voksede, energien eksploderede, og det hele fik en næsten klaustrofobisk karakter, hvor kroppe, lyd og bevægelse smeltede sammen. Det var råt, intenst og grænsende til overvældende – men også dybt forløsende.
Spøgelse leverede en koncert, der stod som et af dagens mest fysiske højdepunkter. Ikke fordi de var de største, mest tekniske eller mest polerede – men fordi de var fuldstændig til stede. Det var hardcore, når det er mest ærligt, mest voldsomt og mest levende.
Hiraki
Hiraki har længe været kendt for at kombinere teknisk kunnen med følelsesmæssig tyngde, og på Gallows ramte de plet. Deres metalcore er både aggressiv og eftertænksom, og live fremstår de ekstremt sammenspillede.
På Underværkets scene i Store Sal, ventede en overraskelse - At Mai også gæstede scenen her, gav koncerten ekstra dynamik og understregede Hirakis åbenhed over for samarbejde og variation. Det var intenst, medrivende – og endnu et bevis på, hvor stærk den danske scene er lige nu.
Smertegrænsens Toldere
Der ventede publikum en overraskelse. Gallows-festivalen havde et hemmeligt navn på plakaten, og I onsdags blev det offentliggort, at det var Smertegrænsens Toldere der skulle spille på Turbinen!
Med et navn, der nærmest fungerer som en advarsel, leverede Smertegrænsens Toldere en koncert, der pressede både publikum og grænser. Det var konfronterende hardcore, hvor aggression og attitude gik hånd i hånd.
Bandet fungerer som en påmindelse om, at metal og hardcore stadig kan være ubehageligt, udfordrende og kompromisløst – og netop derfor vigtigt.
Schizophrenia (BE)
Da Schizophrenia gik på scenen, på Turbinen var der ingen tvivl om, hvorfor netop de var placeret som hovednavn på Gallows. Publikum var varmet grundigt op gennem dagen, men det var først her, at energien for alvor tippede over i decideret kaos – på den bedst tænkelige måde.
Schizophrenia spiller thrash metal med dybe rødder i 80’ernes kompromisløse udtryk, men uden at det på noget tidspunkt føles som en nostalgisk øvelse. Tværtimod. Deres lyd er skarp, aggressiv og fremført med en ungdommelig fandenivoldskhed, som gør, at musikken føles akut og levende. Riffsene er hurtige og præcise, trommerne pisker afsted, og vokalen skærer sig igennem lydbilledet med en intensitet, der konstant pisker publikum fremad.
Allerede få minutter inde i sættet stod det klart: nu blev der ikke holdt igen. De første stagedives begyndte, moshpittet åbnede sig for alvor, og gulvet foran scenen forvandlede sig til en kogende masse af kroppe, sved og grin. Det var ikke aggressivt på den lukkede måde – det var festligt, inkluderende og drevet af ren begejstring. Schizophrenia var tydeligvis klar på at feste med Randers, og Randers var mere end klar på at tage imod.
Bandets sceneoptræden emmede af spilleglæde. Der var konstant øjenkontakt med publikum, opmuntrende gestik mod pitten og en tydelig fornemmelse af, at de nød hvert sekund. Det er netop her, Schizophrenia adskiller sig fra mange andre thrash-acts: de spiller ikke for publikum, men med dem. Der opstod en gensidig energiudveksling, hvor hvert breakdown, hvert temposkift og hvert solo-udbrud blev mødt med jubel og vildere bevægelse foran scenen.
Som hovednavn lykkedes det Schizophrenia at samle hele dagens intensitet i én koncentreret oplevelse. De trak tråde tilbage til thrash-metallens rødder, men plantede fødderne solidt i nutiden – og viste samtidig, hvorfor Gallows tør satse på internationale navne uden at miste festivalens intime og kompromisløse karakter.
Da de gik af scenen, var publikum udmattede, smilende og tydeligt tilfredse. Det var den slags hovednavn, der ikke bare lukker en festival – men cementerer den.
SYL
At lukke en festival som Gallows er ikke bare et spørgsmål om spilletid – det er et ansvar. SYL tog det ansvar på sig og forvandlede afslutningen til et fælles klimaks, hvor hele dagens energi blev kanaliseret ud i én sidste, sveddryppende eksplosion. Det var fuldstændig vanvittigt og svedigt på Turbinen!
SYL spiller hardcore med både pondus og personlighed. Der er noget umiskendeligt dansk over deres udtryk: direkte, fandenivoldsk og uden behov for store armbevægelser. Men netop i det underspillede ligger styrken. Numrene er bygget til at blive råbt med på, kastet rundt i og levet i – og live rammer de med en præcision, der kun opstår, når et band og et publikum er fuldstændig på samme bølgelængde.
Allerede fra første nummer stod det klart, at folk ikke var klar til at tage hjem endnu. Stagedives begyndte næsten øjeblikkeligt, pitten åbnede sig igen, og der opstod en stemning af kollektiv forløsning. Det var ikke aggressivt på den kolde måde – det var varmt, kaotisk og båret af fællesskab. Man kunne se smil midt i kaosset, hjælpehænder i pitten og en følelse af, at det her gør vi sammen.
SYL’s tilstedeværelse på scenen var selvsikker uden at være selvfed. De virkede oprigtigt taknemmelige for publikum og for øjeblikket, og den gensidige respekt kunne mærkes hele vejen bagerst i rummet. Det var tydeligt, at de forstod præcis, hvilken rolle de havde denne aften – ikke bare som band, men som afsluttende samlingspunkt.
Da de sidste toner rungede ud, stod publikum tilbage udmattede, svedige og smilende. SYL leverede ikke bare en stærk koncert – de leverede en afslutning, der gav mening. En finale, der bandt Gallows sammen som festival og efterlod én med følelsen af, at man havde været vidne til noget ægte.
Hvis Gallows skal huskes for noget, så er det netop den slags øjeblikke. Og SYL skabte et af dem.
