Sved, stagedives og sjæl: Hardcore i sin reneste form i Pumpehuset
Pumpehuset blev for en aften forvandlet til et klaustrofobisk samlingspunkt for hardcore-fans, hvor sveden dryppede fra loftet, og kroppen konstant var i bevægelse. Counterparts havde taget One Step Closer, Sunami og God Complex med sig til København, og resultatet var en koncert, der føltes mere som en fysisk oplevelse end blot en musikalsk én. Ægte hardcore – råt, intenst og uden sikkerhedsnet. For mit eget vedkommende blev det også en aften med flere stagedives, end jeg kan huske at have haft i hele mit liv tilsammen.
Counterparts – lyrisk tyngde og veletableret overlegenhed
Som aftenens hovednavn stod Counterparts med det klare ansvar for at samle trådene, og det gjorde de med en autoritet, som kun et veletableret band kan udstråle. Canadierne har i årevis været en fast del af toppen af den internationale hardcore- og metalcore-scene, og deres konstante udvikling har sikret dem en loyal fanskare på tværs af genrer.
Counterparts’ placering i hardcore-scenen er særlig, fordi de formår at kombinere teknisk præcision med ekstrem følelsesmæssig dybde. Lyrikken er bandets absolutte rygrad – teksterne rammer hårdt, ærligt og præcist. Det er personligt uden at blive indadvendt og aggressivt uden at miste eftertænksomheden. Live i Pumpehuset blev det hele forstærket af den trykkende varme og publikums ubetingede engagement. Det var kaotisk, men kontrolleret – og enormt forløsende.
One Step Closer – følelsesmæssig hardcore med melodisk kant
Personligt var One Step Closer det band, jeg havde set mest frem til, og deres første besøg i Danmark føltes som noget helt særligt. Bandet har på kort tid markeret sig som en af de mest spændende stemmer i den nyere hardcore-bølge, hvor følelser og melodi får lige så meget plads som aggression.
Deres rødder ligger i den klassiske amerikanske hardcore, men med tydelige referencer til 90’ernes emocore og alternativ punk. One Step Closer indtager derfor en vigtig position i scenen som brobyggere mellem det hårde og det sårbare. I Pumpehuset fungerede det perfekt: publikum sang med, stagedivede og lod sig rive med af den intense, næsten intime stemning, som bandet formåede at skabe midt i kaosset.
Sunami – vestkyst-attitude og kompromisløs energi
Sunami bragte en helt anden type energi med sig – mere direkte, mere truende og uden omsvøb. Bandet er blevet et markant navn inden for den moderne hardcore-scene, særligt kendt for deres vestkyst-rødder og deres rendyrkede fokus på attitude og fysisk respons.
Deres placering i hardcore-miljøet er tæt knyttet til beatdown- og crowd-kill-traditionen, hvor det handler om at mærke musikken i kroppen. Det var umuligt at stå stille, og pitten eksploderede igen og igen. Sunami spiller ikke for at please – de spiller for at dominere rummet, og Pumpehuset lod sig villigt overtage.
God Complex – moderne hardcore med kant og tyngde
Aftenen blev åbnet af God Complex, som med deres moderne take på hardcore satte scenen fra første breakdown. Bandet repræsenterer den nye generation af hardcore, hvor tunge riffs, metal-inspirerede elementer og en mørk, næsten klaustrofobisk stemning smelter sammen.
God Complex befinder sig i krydsfeltet mellem hardcore og metalcore og har hurtigt fået en plads i scenen som et band, der tør skubbe til grænserne uden at give slip på hardcore-ånden. Som åbningsband leverede de en kompromisløs præstation, der fik publikum varmet grundigt op – både fysisk og mentalt – til resten af aftenen.
Hardcore, der bliver siddende i kroppen
Da koncerten var slut, og man vaklede ud i natten, var det med tøj klistret til kroppen og ørerne ringende. Kameraerne fik sig – bogstaveligt talt – en skål øl og en grundig rensning, da jeg kom hjem, men minderne om aftenen i Pumpehuset stod krystalklart tilbage. Fire bands, fire forskellige bud på hardcore, samlet i én intens, svedig og uforglemmelig oplevelse. En koncert, der ikke bare blev hørt – men mærket.