Skribent: Redaktionen
Fotograf: Peter Bay Isak // @photobayisak
Nibe Festival 2026 – 40 år med Den Lille Fede
Der er festivaler, man besøger. Og så er der festivaler, man vender tilbage til. Nibe Festival hører til den sidste kategori.
I år fejrer den nordjyske festival sit 40-års jubilæum – fire årtier, hvor "Den Lille Fede" er vokset fra et lokalt initiativ med en lastbil som scene og få hundrede gæster til en af Danmarks største og mest elskede musikfestivaler. Men selv om publikum er blevet større, scenerne flere og navnene på plakaten tungere, er kernen den samme: nærværet, fællesskabet og den helt særlige stemning i Skalskoven.
Det hele begyndte i 1985 med en håndfuld ildsjæle, der ville skabe noget særligt for Nibe. Ingen kunne dengang have forudset, at festivalen 40 år senere ville være udsolgt på rekordtid, samle tusindvis af gæster og være en fast sommertradition for generationer af festivalgængere. Alligevel er der noget, der ikke har ændret sig. "Den Lille Fede" handler stadig om at komme tæt på musikken, tæt på hinanden og om følelsen af, at man er en del af noget større end blot endnu en festivalweekend.
Jubilæumsåret er derfor ikke kun en fejring af fortiden, men også et bevis på, at Nibe Festival fortsat formår at udvikle sig uden at miste sin identitet. Midt mellem bøgetræerne mødes nye og gamle festivalgæster, frivillige og kunstnere for endnu en gang at skrive et nyt kapitel i historien om Den Lille Fede.
Nibe Festival er mere end bare en række koncerter i en skov ved Nibe – det er en festival, der i høj grad lever på sit fællesskab og sin særlige stemning. År efter år er det en af de danske festivaler, hvor publikum ikke bare kommer for musikken, men for hele oplevelsen omkring den.
Noget af det særlige ved Nibe er balancen mellem det intime og det storslåede. Den store scene kan levere øjeblikke, der samler tusinder, men bare få meter væk kan Blå Scene (teltscenen) skabe en helt anden, tæt og intens energi. Herunder også scenerne, Reservatet og Den Lille Fede. Det gør, at festivalen føles som flere små universer samlet på ét område.
Samtidig er der en tydelig lokal forankring. Mange af gæsterne vender tilbage år efter år, og det giver en slags “genkendelsesfællesskab”, hvor man både møder nye ansigter og de samme mennesker fra tidligere somre. Det er en festival, hvor stemningen ofte bliver lige så vigtig som lineuppet.
Musikalsk spænder Nibe bredt – fra store popnavne til mere alternative og eksperimenterende acts – men det er netop blandingen, der fungerer. Publikum bevæger sig frit mellem scenerne, og der opstår en naturlig rytme i dagene, hvor koncertoplevelser og pauser i skoven smelter sammen.
Det er måske det, der gør Nibe særlig: følelsen af, at festivalen ikke kun sker på scenen, men i hele området omkring den. En festival hvor musikken er centrum, men hvor fællesskabet er det, der hænger ved bagefter.
... og hvordan kan det måles? PARTOUT-BILLETTERNE BLEV REVET VÆK PÅ GODT OG VEL 8 TIMER DA DE BLEV SAT TIL SALG! DANMARK VIL NIBE!
Benjamin Hav forvandlede Skalskoven til én stor fest
Der er efterhånden få danske kunstnere, der har udviklet et liveformat som Benjamin Hav. Siden tiden i Benal og den efterfølgende solokarriere har han skabt et musikalsk univers, hvor skæve tekster, funkede grooves og en næsten uforudsigelig energi går hånd i hånd. Sammen med Familien er koncerten blevet mindst lige så vigtig som sangene – et farverigt fællesskab, hvor humor, nærvær og musikalsk overskud smelter sammen til en oplevelse, der er svær at sammenligne med noget andet.
Allerede længe inden koncertstart var der en forventningsfuld summen foran Store Scene. Publikum stod tæt, og da Benjamin Hav og Familien indtog scenen, blev den hurtigt afløst af dans, fællessang og brede smil. Skalskoven blev på få minutter forvandlet til ét stort dansegulv, hvor ingen virkede synderligt interesserede i at stå stille.
Benjamin Hav er en performer, der lever af øjeblikket. Han bevæger sig ubesværet mellem improviserede kommentarer, skæve betragtninger og stærke musikalske præstationer, mens Familien leverer et velspillende og energifyldt soundtrack til det hele. Resultatet er en koncert, der føles lige så spontan, som den er velgennemtænkt.
Det var ikke en koncert, hvor perfektion var målet. Det handlede om nærvær, overskud og om at invitere publikum ind i et univers, hvor alle var en del af festen. Da de sidste toner ebbede ud, stod det klart, hvorfor Benjamin Hav & Familien er blevet et af de mest eftertragtede festivalnavne i Danmark. På Nibe Festivals 40-års jubilæum leverede de præcis den slags koncert, som publikum kommer tilbage efter år efter år – en eksplosiv fejring af fællesskabet, musikken og sommeren.
The Minds of 99 løftede barren med et nyt sceneshow
Få danske bands har de seneste år sat et lige så markant aftryk på den danske musikscene som The Minds of 99. Med deres intense liveshows, kompromisløse lyd og evnen til at skabe en helt særlig forbindelse til publikum har de udviklet sig til et af landets absolut største koncertnavne. Hver turné bringer noget nyt med sig, og til årets Nibe Festival var bandet klar med et helt nyt sceneshow, der endnu en gang viste, hvorfor de konstant udvikler deres liveoplevelse.
Allerede inden de første toner lød, var forventningerne til at tage og føle på. Foran Store Scene stod et massivt publikum klar, velvidende at en koncert med The Minds of 99 sjældent blot er en koncert – det er en oplevelse. Da lysene slukkede, og sceneshowet for alvor foldede sig ud med imponerende lysdesign, storskærme og en produktion i absolut topklasse, blev Skalskoven forvandlet til et elektrisk hav af mennesker.
I centrum stod forsanger Niels Brandt, hvis nærvær og intense scenepersonlighed endnu en gang viste, hvorfor han er blandt landets stærkeste frontfigurer. Han bevægede sig ubesværet mellem det intime og det storslåede, mens bandet leverede den karakteristiske lyd, hvor storladne rockarrangementer møder elektroniske elementer og fængende melodier.
Det nye sceneshow var langt mere end flotte effekter. Lys, lyd og scenografi arbejdede sammen som en integreret del af koncerten og understøttede både de eksplosive øjeblikke og de mere eftertænksomme passager. Hver detalje virkede gennemtænkt og bidrog til en koncertoplevelse, der ramte både visuelt og musikalsk.
Da de sidste toner klingede ud over Skalskoven, stod det klart, at The Minds of 99 endnu en gang havde hævet niveauet. På en festival, der fejrede sit 40-års jubilæum, leverede de en koncert, der vil blive husket som et af årets helt store højdepunkter – en påmindelse om, hvorfor de fortsat er blandt Danmarks mest spektakulære livebands.
Gavin DeGraw var det nostalgiske pusterum midt i festivalstøjen
Gavin DeGraw på Nibe Festival blev en af de koncerter, hvor tiden næsten stod stille midt i festivalens ellers konstante puls. En aften bygget på minder, melodier og sange, der stadig sidder fast i folks bevidsthed fra første gang de ramte radioen.
Gavin DeGraw slog for alvor igennem i midt-00’erne med et udtryk, der blandede pop, soul og klassisk singer-songwriter-energi. Særligt numre som I Don’t Want to Be gjorde ham til et navn, der stadig lever stærkt i populærkulturen. På Nibe passer han ind som et sikkert kort: en kunstner, der ikke behøver at bevise noget, men som stadig kan samle et publikum på tværs af generationer.
På scenen var det simpelt og effektivt. Intet overflødigt show, bare band, klaver og en vokal, der bar det hele. Den slags koncert, hvor detaljerne i sangskrivningen får lov til at træde frem, fordi rammen ikke overdøver indholdet.
Stemningen i publikum ændrede sig tydeligt, da de største sange begyndte at lande. Det var ikke eksplosive reaktioner, men en langsom opbygning af genkendelse, der kulminerede i fællessang. I Don’t Want to Be blev aftenens naturlige højdepunkt – en sang, der næsten automatisk løfter sig, når tusindvis af mennesker deler den.
Mellem numrene holdt han en afslappet og jordnær tone, uden store armbevægelser. Det passede godt til festivalens sene eftermiddag/early evening-slot, hvor energien ikke nødvendigvis skal eksplodere, men gerne må hænge lidt i luften.
Det var ikke en koncert, der forsøgte at overraske. Den leverede i stedet det, den skulle: solide sange, stærk vokal og et kort øjebliks ro midt i festivalens kaos. En påmindelse om, hvor stærkt et simpelt katalog kan stå, når det bliver spillet rigtigt.
Dronningen af månen skabte sit eget natlige univers
Pil indtog scenen på Nibe Festival som “dronningen af månen” – og leverede en koncert, der balancerede mellem det skrøbelige og det storladne på en måde, der føltes både personlig og fuldstændig opslugende. Det var en optræden, hvor hendes univers ikke bare blev præsenteret, men næsten foldet ud foran publikum som en nattehimmel i bevægelse.
Hun har med sin blanding af pop, elektroniske elementer og et stærkt visuelt udtryk skabt et kunstnerisk rum, hvor følelser får lov til at fylde lige så meget som produktionen. På Nibe blev det tydeligt, hvor meget hendes materiale er bygget op omkring stemning og nærvær frem for klassiske hitkonstruktioner.
Koncerten bevægede sig i bølger mellem det intime og det ekspansive. De mere stille øjeblikke trak publikum helt tæt på, mens de større produktioner løftede teltet og gav følelsen af at stå midt i noget større end scenen selv. Hendes vokal stod klart igennem hele sættet – ofte sårbar, men med en underliggende styrke, der bar numrene sikkert i mål.
Publikum virkede fanget i hendes tempo snarere end festivalens. Det var ikke en koncert, der pressede sig på, men en der trak dig ind, lag for lag, indtil man stod midt i hendes “måneunivers”, hvor alt føltes lidt mere flydende og emotionelt åbent.
“Dronningen af månen” blev ikke bare et kælenavn i løbet af koncerten – det blev en slags ramme for hele oplevelsen. En påmindelse om, at hendes styrke ligger i at skabe et rum, hvor det sårbare ikke skjules, men får lov at lyse.
Et fællesskab i fuld kor – Lukas Graham rammer Nibe i hjertet
Lukas Graham på Nibe Festival var en af de koncerter, hvor publikum fra første tone ikke bare lytter – de deltager. Det var en optræden bygget på følelser, fællessang og en sangkatalog, der for længst har cementeret sig som en del af dansk pophistorie.
Fra starten stod det klart, at Lukas Forchhammer havde scenen i sin hule hånd. Hans tilstedeværelse er stadig en af bandets største styrker – en blanding af rå ærlighed, charme og en næsten konstant dialog med publikum. Det gør koncerten mindre til et show og mere til en fælles oplevelse.
Sætlisten trak tydelige tråde tilbage til både barndom, ungdom og de store livsøjeblikke. Særligt de største hits forvandlede pladsen til et stort kor, hvor tusindvis af stemmer smeltede sammen i omkvæd, der næsten er blevet folkeeje. Det er den slags øjeblikke, hvor Nibe Festival viser sin styrke: et publikum, der ikke holder sig tilbage.
Bandet spillede sikkert og rutineret, men uden at det føltes mekanisk. Der var stadig plads til små nuancer, improviserede kommentarer og de der øjeblikke, hvor Lukas stopper op og bare lader publikum tage over. Det gav koncerten en levende, uforudsigelig energi.
Det var en koncert, der ikke prøvede at overraske, men at samle. Og det lykkedes. Lukas Graham leverede en af de aftener, hvor man ikke bare ser en koncert – man er en del af den.
Fra bedroom-pop til festivallys – Annika rammer Nibe med rolig selvsikkerhed
Annika på Nibe Festival var et af de sæt, hvor man tydeligt kunne mærke et projekt i udvikling. Hun står som en del af en ny bølge af dansk pop, hvor det nære og det digitale smelter sammen, og hvor stemninger ofte betyder mere end klassiske pop-formler.
Baggrunden for Annika er et udtryk, der har vokset sig stærkt på kort tid – fra mere DIY-orienterede udgivelser og en tydelig online tilstedeværelse til større scener, hvor hendes minimalistiske univers får lov at folde sig ud i et langt større rum. Det er stadig samme æstetik, men skaleret op uden at miste sin kerne.
På Nibe blev det tydeligt, hvordan hendes lyd lever af kontraster: det underspillede mod det pulserende, det kølige mod det emotionelle. Hun stod relativt stille på scenen, men det var netop i den ro, at koncerten fik sin styrke. Beats og lysdesign byggede et univers omkring hende, som trak publikum ind i noget, der føltes mere som en samlet stemning end en række enkeltstående sange.
Der var ikke behov for store ord eller lange pauser. Annika lod musikken gøre arbejdet, og publikum fulgte med i et tempo, der virkede næsten meditativt for en festivalplads. Især de mere kendte numre skabte en tydelig genkendelse i publikum, hvor stemningen samlede sig uden at eksplodere.
Nærvær i storformat – Mads Langer rammer Nibe med følelse og kontrol
Mads Langer på Nibe Festival var en koncert, der stod solidt plantet i det, han er bedst til: stærke melodier, stor vokal kontrol og et nærvær, der kan få selv en stor festivalscene til at føles intim.
Baggrunden for Mads Langer er en karriere bygget på klaverballader og et tydeligt fokus på sangskrivning frem for trends. Siden gennembruddet med sange som Fact-Fiction har han bevæget sig mellem det sårbare og det mere producerede popudtryk, men altid med en kerne, der handler om følelser i front. På en festival som Nibe er han et sikkert anker – en artist, der samler publikum uden at skulle jagte opmærksomhed.
På scenen var det netop den balance, der bar koncerten. De stille klaverbaserede øjeblikke stod skarpt og gav plads til hans vokal, mens de mere energiske passager løftede tempoet uden at miste det personlige udtryk. Han har en evne til at styre dynamikken, så publikum hele tiden bliver trukket med, snarere end skubbet frem.
Publikum var tydeligt med fra start. Det var ikke en koncert med kaotiske højdepunkter, men snarere en jævn opbygning af stemning, hvor de største sange fungerede som naturlige samlingspunkter. Når omkvædene ramte, var det med en rolig, men tydelig fællessangsfølelse.
Mads Langer stod som en, der ikke behøvede at bevise noget. Mads Langer leverede det, han altid leverer: en kontrolleret, følelsesdrevet optræden, hvor sangene står i centrum, og hvor publikum får lov til at falde helt ind i musikken uden støj omkring.
Fra studieprojekt til festivalfavorit – Zar Paulo skaber kaos og kontrol i Blå Scene
Zar Paulo på Nibe Festivals teltscene, Blå Scene, var en af de koncerter, hvor energien føltes som en konstant spænding mellem kontrol og sammenbrud – på den bedst tænkelige måde. Det var støj, nerve og præcision pakket ind i et udtryk, der viser, hvorfor bandet er blevet et af de mest interessante navne i nyere dansk indie.
Zar Paulo er en fortælling om et band, der har bevæget sig fra efterskoleværelse og eksperimenterende idéer til at stå som et stærkt live-setup med tydelig identitet. Deres musik er kendetegnet ved en blanding af artrock, elektroniske elementer og en næsten teatralsk tilgang til både lyrik og performance – ofte med en underspillet ironisk distance, der gør udtrykket endnu skarpere.
På Blå Scene blev det hele presset ind i teltets intime og eksplosive rammer. Her er der aldrig langt fra scenen til publikum, og det klæder Zar Paulo, der lever af at skabe en følelse af, at noget kan bryde sammen når som helst – uden at det faktisk gør det. Nummer for nummer blev bygget op som små strukturer, der konstant blev udfordret af energiudladninger og rytmiske skift.
Forsangeren, Emil, styrede rummet med en blanding af karisma og kontrolleret kaos, mens bandet bag ham holdt et stramt greb om de ellers løsslupne arrangementer. Det gav koncerten en intensitet, hvor publikum hele tiden blev trukket tættere på uden helt at vide, hvad næste skridt ville være.
I teltets trykkede stemning blev det tydeligt, hvor godt Zar Paulo fungerer live: de skaber ikke bare sange, men situationer. Øjeblikke hvor det føles som om alt kan ske – men hvor det hele alligevel lander præcist. En koncert, der ikke bare blev spillet, men udfoldet som et levende, uforudsigeligt system.
